Dansk dramaserie inspireret af virkelige hændelser. Året er 1963 i en lille dansk provinsby. Den lokale tv-forretningsejer Axel får chancen for at investere i en elektrisk curler og ser en mulighed for at revolutionere skønhedsindustrien og opnå den store succes, han altid har drømt om. Bondekonen Birthes søn skal konfirmeres, og hun planlægger den store dag. Økonomien er dog stram, og Birthe og hendes mand, Jørgen, er bestemt ikke enige om, hvordan de få penge skal forvaltes.
Axel har nu patent på den elektriske curler, og landets største skønhedsmesse er lige om hjørnet. Han allierer sig med frisøren, Frans, der synes, at curleren er genial, mens konen, Tove, er bekymret over de mange penge, han kaster i projektet. Birthes mand, Jørgen, får konstateret leukæmi, som kun en ny form for kemobehandling i Tyskland kan kurere. Den lille familie er ikke i nærheden af at have de 50.000 kr., men Birthe nægter at give op.
Curlerskandalen på skønhedsmessen er gået Danmark rundt. Axel er slået ud og står nu med 1.000 defekte curlersæt, som ingen vil købe. Han er klar til at opgive alt, men Frans overtaler ham til at de sammen skal gå dør til dør for at sælge de få fungerende curlers. Birthe forsøger at skaffe penge til Jørgens kemobehandling, men det er ikke nemt at overbevise nogen om at ansætte en midaldrende kvinde uden uddannelse.
Endelig virker curleren! Axel låner en million kroner i banken til at bygge en fabrik, der skal producere Carmen Curlers til hele verdenen. Nu mangler han bare kunderne. Men da rygtet om nedturen fra skønhedsmessen har spredt sig i hele Danmark, bliver Axel nødt til at se ud over landets grænser. I mellemtiden får rivalen Poul sat en stopper for fabriksbyggeriet, og Carmen Curlers fremtid afhænger nu af, hvor hurtigt Axel, Birthe og Frans kan få en udenlandsk indkøber til at skrive under på en stor ordre.
Carmen Curlers-fabrikken er åben, og Birthe er blevet personalechef. Axel ser frem til at julesalget skal cementere Carmen Curlers som en uundværlig del af hverdagen for alle kvinder i Norden. Men inden curlerne kan komme under juletræet, skal der ansættes folk i produktionen og udtænkes en reklamekampagne, der kan imponere den svenske indkøber. Birthe får travlt med at rekruttere, mens Axel og Frans kæmper for at finde på en reklameidé.
Der bliver spyttet curlere ud på den travle Carmen-fabrik, men for Frans er der ikke meget at lave. Derfor tager han imod et job fra modefotografen Benjamin i København, hvor han skal sætte hår på den franske filmstjerne Jacqueline til et af verdens største modeblade. Frans bliver introduceret til en helt ny verden fuld af muligheder, kunst og kærlighed, men han erfarer hurtigt, at bag storbyens glitrende facade lurer der farer overalt
Med forventningen om et spektakulært julesalg beslutter Axel sig for at vinde Tove tilbage. Det bliver dog ikke nogen nem opgave, for Tove går sine egne veje. Birthes jul ødelægges af en ubehagelig overraskelse, der tvinger hende til at søge hjælp fra en uventet kant. Frans forsøger i mellemtiden at glemme sit eventyr i København, men det er lettere sagt end gjort. En artikel i et fransk modeblad viser sig at få stor betydning for alle på Carmen.
Axel og Frans har kæmpe succes i Paris og vender hjem med en ordre på 10.000 curlersæt. Ordren skal leveres indenfor 14 dage, hvilket sætter Carmen-damerne under voldsomt pres. Jørgen får gode nyheder hos lægen, så Birthe kan nu endelig vende tilbage til livet på gården. Axel er overbevist om, at de kan nå at levere ordren, hvis alle arbejder over på fabrikken, men kvinderne er ikke enige og varsler strejke. Axel er mere presset end nogensinde, og må søge hjælp hos Birthe.
Året er 1965. Axel drømmer om, at Carmen Curlers skal kunne købes over hele verden, så da den amerikanske kosmetikgigant Clarice Cosmetics melder sin ankomst og er åben for et samarbejde, er der INTET, der må gå galt! Birthe opmuntrer alle på fabrikken til at give et godt indtryk, men en gruppe utilfredse damer truer med at nedlægge arbejdet.
Amerikanerne er på besøg på Carmen, da der sker en alvorlig arbejdsulykke for Else, en af Carmens yngre kvinder i fabrikshallen. Birthe og Axel må nu gøre alt for, at ingen opdager den manglende sikkerhed for Carmens ansatte, før amerikanerne har skrevet under på den store kontrakt. Det er dog ikke helt nemt, da både Elses mor, naboen Vita og pressen er mere end klar til at konfrontere Axel og ødelægge det store forretningseventyr.
50.000 sæt curlere er på vej mod USA, og nu skal resten af Europa have deres leveringer, så Axel udvider fabrikken og ansætter folk til natarbejde. Birthe beordres til at skaffe 70 damer til fabrikken, men hvordan gør man det, når hele Danmark er i massiv mangel på arbejdskraft? Birthe må sande, at der skal nye alternative metoder i brug. Axel prøver at nyde sin succes men mærker ensomheden komme snigende. For hvem har han egentlig i sit liv, når det virkelig brænder på?
En konstruktionsfejl betyder, at Carmen Curlers må trække samtlige ordrer fra hele verden tilbage. Produktionsstoppet tvinger Birthe til at sende alle Carmens damer hjem uden løn, mens Axel og Frans rejser til Schweiz for at hente en reservedel. Birthe bliver midlertidigt indsat som direktør til stor frustration for Jørgen, der er træt af at være så meget alene på gården. Datteren Kathrine forelsker sig, og på nervesanatoriet bliver Poul introduceret for det nye vidundermiddel LSD.
Carmen Curlers forbereder sig på fint besøg af den amerikanske ambassadør. Kathrines nye veninde, folkesangeren Annie, inviterer Kathrine og kæresten Gustav med på weekendtur sammen med en politisk gruppe, hvis kreativitet og politiske bevidsthed fascinerer hende. Hvad Kathrine ikke ved, er, at gruppen har store planer med hende.
Miss Johansson, marketingdirektøren fra Clarice Cosmetics, besøger Carmen Curlers. Både Axel og Birthe bliver betaget af den moderne selvstændige forretningskvinde og opdager nye sider af sig selv. Frans vender hjem fra skønhedsmesse i Hamborg med dårlige nyheder om et kopiprodukt af Carmen Curlers, det italienske Carla Curlers, som er fuldkommen identisk med Carmen Curlers - men kun koster halvdelen.
Carmen Curlers er blevet kopieret og alle på fabrikken er under mistanke. Sekretæren Lis forsøger telefonisk at få fat i direktøren på Carla Curlers, men fabrikken i Italien nægter at stille hende igennem, så Axel, Frans og Marc drager mod Italien for at finde ud af, hvem den medskyldige er. Birthe gør en afslørende opdagelse og må handle hurtigt.