Bonderøven har fået fingre i endnu et gammelt stykke værktøj: En radrenser. Men skærene er helt slidt ned. Heldigvis kan smeden lave nye jern til ham. Den gamle 4-hjulstrækker er kommet hjem fra autolakerer, så Frank går i gang med at bygge et nyt lad til den. Og så har han fået fingre i en pose ølandshvede, som selvfølgelig bliver sået med "Cyklonen".
Bonderøven får et par ny udrugede moskus-ællinger til gården sammen med nogle flere gæslinger. Cideren hældes på flasker og Frank kommer lidt videre med bedene i sit nye drivhus. Han forærer sig selv egetømmer og får fingrene i nogle flotte kampesten - alt sammen til sit lager af byggematerialer. Den største forandring på gården sidder på Franks hoved: Han har fået ny kasket.
Bonderøven er tilbage med helt nye afsnit fra livet på sin gamle bondegård. Der er kommet nye beboere på Kastaniegården. Frank har fået to smågrise, som er meget kælne. Det victorianske drivhus er næsten færdigt og hvedemarken skal høstes med den gode gamle le. Og så er Frank gået i gang med at malke gederne.
Gederne gi'r nu så meget mælk, at Frank kan begynde at lave gedeost. Det faldefærdige skur skal bygges om, så de to smågrise kan få et ordentligt sted at bo. Frank har fået bier, og det gamle biavler-udstyr han fik i konfirmationsgave skal i brug igen. Røgpusteren er gået i stykker, så den skal laves med rensdyrskind.
Frank og sønnen Johan er alene hjemme på Kastaniegården - og det kommer ikke til at gå stille for sig. Grisene skal lukkes ud i deres nye indhegning, så der er lagt op til det helt store mudderbad. Frank støber fundament til sit nyeste påfund; en stakkefod til kornet. Den sidste høst skal i hus, og heldigvis får Frank hjælp af sine venner.
Frank er taget sydpå med sin gode ven Claude, der har et hus i en lille landsby i Frankrig. Der skal fyres op i den gamle ovn og bages hjemmelavet pizza på fransk. Frank besøger en ældre dame, der laver verdens bedste gedeost, og den nye hvælving i Claudes hus skal færdiggøres. Theresa vil på det lokale marked, så Frank er nødt til at tage med.
Franks nye hest skal spændes for vognen for første gang og ud at køre i det flotte efterårsvejr. Roerne er nu så store, at de kan raspes, og til det formål har Frank fremskaffet en gammeldags maskine, der bare virker. Årets æblehøst skal opbevares ordentligt, så Frank går i gang med at lave nye frugtkasser.
De to grise er nu blevet så store, at de skal slagtes. Frank får besøg af en slagter, der har helt styr på, hvordan man parterer grisene, så de kan blive til skinker, flæskesteg og rullepølse. Kornet er tærsket, og den letteste måde at indsamle det på er ved hjælp af en støvsuger! Og så er det langt om længe lykkedes Frank at få ordnet kanen, så hele familien kan komme på kanetur i sneen.
På Kastaniegården er øksesæsonen gået i gang. Det første, Frank økser, er en granstamme til hestestalden. Hesten Solvej har fået et hingsteføl, som naturligvis vækker stor opmærksomhed. Følg også Franks forsøg med at lave spegeskinker. Det er ikke helt enkelt at så tjørn, så her må Frank benytte sig af både blender, vand, jord og ikke mindst en stor portion tålmodighed.
Det lille føl på Kastaniegården skal for første gang lokkes fra stalden og ud på marken. Frank kører i sin gamle Toyota til en skovplanteskole for at vælge buske til et kæmpe læhegn rundt om ejendommen. Valnød-podekvistene har nu ligget i kuvøse i tre uger, og hvis de har dannet kallus, skal de udplantes. Og endelig er der en spade, der skal klinkes.
Rundt om Kastaniegården går Frank i gang med at plante et levende hegn med over 500 tjørn. Johan hjælper sin far med at klargøre såmaskinen, så den sorte havre kan komme i jorden. I værkstedet går Frank i gang med at lave et transportabelt gede-malkebord. Og endelig skal føllet Manfred registreres for at være en ægte Slesviger-hingst.
Kastaniegårdens bedste rugehøne er med sine små kyllinger kommet udenfor. Frank tjekker, om de nypodede valnøddetræer trives, og om de allerede i år sætter nødder. Ud over at fjerne ukrudt i køkkenhaven høster Frank årets første grønne asparges. Ved at skille gamle radrensere ad får Frank sig et fint lager af forskellige skær, men han får også samlet en brugbar radrenser sammen med de nylavede træhåndtag.
Bonderøven er tilbage med nyt fra livet på Kastanjegården, hvor der nu er højsommer. Kornet står grønt på markerne, det slåede hø skal vendes, gæssene skal fodres, men der er også tid til, at Frank og naboen Claude får hældt den gærede cider på flasker. I dag viser Frank desuden, hvordan han ved hjælp af granstammer og økse laver et bjælkelag til en ny etage i stakladen.
På Kastanjegården er roerne kommet op, men også ukrudtet, så Frank skal ud at gå med sin lille radrenser. I værkstedet får Frank endelig brug for sin lille primus, når han skal smelte voks til at holde den tynde ståltråd fast i de nylavede bitavler. Inden det gamle hus skal rives ned, skal loftet tømmes for ting, og der skal tages stilling til, hvad der skal gemmes, den trebenede dukkeseng, den lille såmaskine, eller æbleskivepanden - Frank og Theresa er næsten enige.
Gode venner hjælper i dag på Kastanjegården med at få enggræsset hængt til tørre på en såkaldt trådhæsje. Frank vil gerne blive bedre til at høste med le, så han har inviteret Niels til at hjælpe sig med at slå græsset. Og så skal der slynges honning. Bierne har fyldt tavlerne i bistaderne, og endelig kommer Franks konfirmationsgave i brug - en honningslynge, som har stået gemt væk i mange år, men som Frank og Theresa nu skal finde ud af at bruge.
På Kastanjegården er der gang i de store maskiner, når stalden skal graves ud. Gederne skal malkes, og det foregår udendørs i Franks nylavede transportable malkebord, der er lavet ovenpå en gammel trillebør. Føllet Manfred skal til kåring, og skal for første gang op i en lastbil, hvilket viser sig at være lettere sagt end gjort.
Frank er lidt spændt, for føllet Manfred er til hingstekåring, hvor han skal bedømmes af tyske dommere, sammen med andre Schleswiger-føl. Og så er det dagen, hvor Frank skal høste med selvbinder, men først laver han et nyt selvbindersejl af en rulle lærred han købte, da han var 18 år. Mirabellerne er modne, så hele familien drager ud med spand for at plukke.
Frank henter gamle fragtkasser, som på Kastanjegården bliver til det fineste byggemateriale. Det eneste minus er, at Toyotaen ikke kører helt så godt, som Frank ønsker. Og så er det blevet frøbjergningstid, den gode spinat og de røde melder skal såes igen til næste år. Øksen skal i brug i dag for at kløve egestammer til Franks nye projekt - et helt specielt brændeskur.
Frank begynder den nye sæson på Kastanjegården med at lave ost af mælken fra koen Maren. Byggen skal fugtes, spire og tørres, før ølbrygningen kan gå i gang. Her kommer den gamle kommode til sin ret. Og hvis Frank skal få støvler ud af skindet fra tyrekalven, skal det bearbejdes og øksen skal svinges - for at skaffe bark til garvningen.
Kastanjegårdens gamle stuehus bliver denne gang revet ned. Undervejs når Frank at redde både godt tømmer og fine mursten. Han graver også gulerødder op, som har overvintret i jorden kun dækket af et lag halm. Har de klaret frosten? Flagstangen skal flyttes, nu hvor entreprenørmaskinerne alligevel er der, men hvor skal den stå?
Familien på Kastanjegården vil have fårehold, så Frank kører til Vestjylland, hvor han kan hente både gode råd og et par får. Savværket skal monteres færdig, et læhegn for enden af køkkenhaven skal laves, og vejret er blevet så godt, at dyrene kan komme på græs. De to får er i mellemtiden blevet til fire, og for de to lam er friheden en helt ny oplevelse.
På Kastanjegården er Frank godt i gang med at lave et afrikansk-inspireret legehus til Johan. Agurkeplanterne i drivhuset er angrebet af spindemider - så Frank sætter ind med biologisk krigsførelse. Bønneplanterne er klar til udplantning i køkkenhaven, men først skal der laves et pilestativ, de kan gro op ad - og endelig skal der arbejdes lidt videre på brændeskuret.
Frank og Johan lukker grisene ud i deres fold, men først skal der høstes brændenælder, som Frank vil tørre og bruge som tilskud til vinterfoderet. Det nye gedekid præsenteres, og mens Frank venter på, at køkkenhaven bliver klar, supplerer han aftensmaden med de selvsåede, fritvoksende urter, der findes overalt på Kastanjegården.
Frank henter fyldte tavler med honning fra bistaderne, og honningslyngen står klar til brug i stuen. I jagten på vinterfoder vil Frank prøve at lave løvhø, og han ser på, hvordan det går med afgrøderne på Kastanjegården. Sidst, men ikke mindst, skal der monteres loftsbjælkerog spær på brændeskure, så der kan holde rejsegilde
Der er høsttid på Kastanjegården. Men desværre har den seksradede Erhard Frederiksen-byg lagt sig ned, så Frank må høste den med le. Koen Maren og kalven Frida skal ud på et nyt stykke græs, og Frank gør en gammel mulepumpe klar, så køerne selv kan drikke vand fra åen. Den gamle svenske slåmaskine skal renoveres - spændende at se om Frank og hesten Solveig kan finde ud af at køre den, da det er første gang for dem begge.
Frank er taget til North Carolina for at lære endnu mere om traditionel træhåndværk. Her møder han bl.a. Roy Underhill, som er en af de dygtigste i hele USA til at flække træ med økse. Frank besøger også en dygtig smed, der laver en "Twibil", som er et specialværktøj, som Frank skal bruge til at lave træhegn med. Indimellem håndværksbesøgene bliver der også tid til en sving-om på det lokale dansested
På Kastanjegården har Frank travlt med markarbejdet. Høet skal vendes og sættes på 3-ben til tørring. Ølandshveden skal høstes med både le og selvbinder. Frank får også tid til at flække og kløve en egestamme til små stave, som han bruger til en køkkenhavelåge, der skal forhindre hønsene i at invadere køkkenhaven. Og endelig har han gang i et forsøg, der skal fjerne alger fra søen.
Frank er gået i gang med et nyt projekt. Han bygger sammen med en murer en kalkovn til at brænde kalksten, så han selv kan fremstille kalk. Der er også nogle gamle vinduer, der skal renoveres. Trods travlheden får Frank tid til at tage til Sønderjylland for at hente både han- og hunkrebs til sin sø.
dag ankommer der en gammel Major-traktor til Kastanjegsrden. Den skal bruges til at trække det renoverede savværk. Det store øjeblik er kommet, hvor der skal fyres op i den kalkstensfyldte kalkbrændeovn: Virker den? Kan ovnen blive varm nok? Og vil det lykkes at brænde kalk? Og så får Frank hjælp af slagteren til at partere den slagtede kalv Frida.
Ilden er slukket i kalkovnen, og nu vil det vise sig, om kalkstenene er gennembrændte, så Frank kan læske kalk. Alma er med, når Frank rasper roer til koen og kalven, som er kommet ind i stalden. Hestestaldens gulv er færdigt, så nu er Frank i gang med træ-skelettet til yderbrædderne. Og endelig lokker Frank fårene med foder, da de skal flyttes fra den ene ende af ejendommen til den anden.
På Kastanjegården får Frank hjælp af lille Alma til at salte fåre-lår. I bidende kulde tager Frank til Randers Fjord for at hjælpe med at høste over 3000 bundter tagrør, som skal bruges til stråtaget på det nye hus. I drivhuset har ferskentræerne vokset sig så store, at Frank ved hjælp af skruer og en gammel cykelslange danner et fint espalier til grenene.
I køkkenet på Kastanjegården indvier Theresa og Frank den nye pølsemaskine, hvor de ved fælles hjælp laver både pølser og spegepølser af kød fra de slagtede lam og grise. Frank tager på savværk for at save de store bjælker til stuehuset. Og endelig tændes der op i den store kalkovn - ikke for at brænde kalk, men for at ryge pølser og skinker.
Frank tager til Wales for at lære at lave hegn af levende hække, og som lærer får han ingen ringere end den walisiske champion i "levende hegn". Derudover lærer han at lave en "Coracle", som er en lille en-mands-båd, man kan tage på nakken og bære til nærmeste fiskesø. Frank får også tid til at besøge en antikvarboghandel og et genbrugsmarked.
På Kastanjegården skal der lægges kartofler, og til det arbejde får Frank hjælp af både Johan og Alma. Gården får besøg af en svensker, som skal lære Frank at lave et rigtigt "Emil fra Lønneberg"-hegn over mod naboen. Derudover er Frank i gang med at lave det flotteste spåntag til brændeskuret. Og så er gårdens fårebestand vokset med to lam.
Frank har Solvej med i marken for at så både Imperial- og Erhardt Frederiksen-byg. I sit nye svenske hegn laver Frank en låge som bl.a. holdes på plads af en konservesdåse. På græsmarken af Maren fået besøg af en ammekalv. Og i sin nyindrettede planteskole forsøger Frank sig med en helt ny afgrøde - nemlig hirse.
Frank fletter pilehegn, og både Johan og Alma forsøger at hjælpe. Det går dog bedre med hjælpen, når det gælder rabarbersnitning. Sammen med to biologer undersøger Frank åens nuværende tilstand - det foregår ved hjælp af elektrofiskning og insektindsamling. Og så er der kommet gæslinger på Kastanjegården
Frank går i gang med endnu et forsøg på Kastanjegården. Han sår walisiske turnips, som i Wales bliver stående i marken hele vinteren, uden der går frost i dem, mon det kan lade sig gøre i Danmark? På jordstykket, hvor grisene gik, skal der sås bunddække med græsser, boghvede, honningurt, olieræddiker m.m., som skal blive til grønmad til gæs og får. Og så tager Frank til Randers for at se på brandforsøg med stråtag med og uden brandsikrede membraner, fordi han gerne vil have stråtag på sit nye hus
Frank tager til Æbeltoft Gårdbryggeri for at brygge øl af sin egen byg, men inden da skal den maltede byg renses for rodspirer. Til det brug har Frank fundet et gammelt Dronningborg-renseværk. I marken er svedje-rugen nu højere end Frank, hvorimod roerne ikke er spiret som ventet, så nu må Frank ligger på knæerne og efterplante roemarken. Kastanjegården har igen fået nye beboere, denne gang to girise af racen gl. dansk landracesvin, som forstår at rode i jorden. Allerede efter en dag har de vendt halvdelen af jorden i deres græsstykke
Kalken fra kalkstensbrændingen tages i brug, når Frank går i gang med at kalke Kastanjegården. Det nye levnedsmiddel-rum er næsten færdigt, og Frank skal også lige nå at lave en kampestenssokkel, så alt er klar til det store stuehusbyggeri. Ind imellem bliver der tid til at præsentere et nyt kuld kattekillinger.
Solen brænder over Kastaniegården og byggepladsen. Frank og vennerne får brug for både solcreme og mad, mens de bygger videre på det nye stuehus. Bjælkesamlingerne afprøves; der skal tænkes og regnes ud, mens gavlen tager form, men der bliver også tid til en bustur i Molsbjerge og aftenhygge med musik.
Rejsegildet for stuehusprojektet på Kastaniegården venter forude. Der slagtes gris til gildet, mens siderne på det nye hus rejses. Frank har en overraskelse til sine byggevenner, som kan få tårerne frem i selv den mest garvede bygningshåndværker. Gæsterne begynder at ankomme, mens de sidste tagspær-samlinger falder i hak, og med blomsterkransen vejende over stuehuset, kan rejsegildet begynde.
Der er nemlig rigtig mange folk i storbyen, der vil dyrke grøntsager og være selvforsynende, men kan man overhovedet det i en storby? Er det ikke noget landområderne har patent på? Måske har byhaverne en reel berettigelse i forhold til selvforsyning, måske er det bare et modeflip, der både er usundt og intet har med selvforsyning at gøre.. Det har Bonderøven besluttet sig for at undersøge. Derfor er han taget til København, hvor han tager os med til blandt andet en byhave i Nørrebroparken, windowfarming på Vesterbro, til en parcelhushave hvor familien er 100 % selvforsynende med grøntsager, og så får han opklaret om det er sundt eller usundt at dyrke i byen.. og ja, han lægger også han vejen forbi en minister på Christiansborg.
De første forårstegn viser sig i drivhuset, hvor ferskentræet blomstrer, og hvor Frank sår radiser, salat og persille. Kastaniegården får igen besøg af de store gravemaskiner, denne gang fordi åen langs engen skal genslynges, forhåbentlig vil det give bedre levebetingelser for både dyr og planter. Og så skal kartoffellæggermaskinen gøres klar.
På Kastaniegården gør de klar til nye beboere, og alle håber, de tager imod tilbuddet. En 8 m høj pæl med påmonteret storkerede bliver nemlig placeret på marken, hvor den også kommer til at fungere som hjørnehegnspæl. Genslyngningen af åen ser ud til at blive en succes, og Frank hjælper med at fylde sten og grus i, så der dannes naturlige vandveje. Og så besøger Frank et snedkerværksted i Sønderjylland for at få hjælp til at lave specialvinduer til det nye stuehus. Indimellem bliver der tid til at lægge kartofler på marken sammen med Theresa.
På Kastaniegården er der travlhed overalt. På græsmarken håndklipper Frank fåret Sky, der i år har fået 2 lam. På marken hjælper Theresa og børnene med at få lucernen op på trådhæsjen, så den kan tørre og blive til godt hø. I køkkenhaven sætter Frank et trådnet op til ærterne, så de kan gro i vejret. Og så er der kommet hvide gæslinger til gården.
Stammen fra det væltede asketræ får nyt liv, når Frank omdanner den til en udendørs brusekabine med glasvindue og stråtag. Hele familien er med i hestevognen, når lucernehøet skal køres ind fra marken. Og så ankommer der en lille ny vildbasse til Kastaniegården - nemlig en kalv af den gamle race "Jysk Kvæg". Samtidig skal koen Maren checkes for at se, om hun er med kalv - eller om hun senere skal omdannes til bøffer.
Køkkenhaven bugner af grøntsager. De tidlige kartofler graves op, og på den tomme jord sår Frank sennep, godt hjulpet af Johan, som også får tid til at spise både ribs og kirsebær. Elmetræet, der er omdannet til udendørs brusekabine, monteres i dag med langhalm. Tækkemanden Bjarne har fået den ide, at stråtaget udformes, så det ligner store dråber, der falder ned ad stammen. Og så skal vi se, om den nye kalv har vænnet sig til omgivelserne på Kastaniegården.
Humlekopperne ved stuehuset er modne, så Frank går i gang med at plukke til årets ølproduktion. Fodermarvskålen, som stadig står på marken, er god spise til fårene. Og så er der sæson for krebsefiskeri. Johan og Frank tager på overnatningstur til en sø, hvor de sætter krebseruser op. De hygger sig med at lave et telt af grangrene og en grøn presenning. Og aftensmaden er pizza, lavet over bålet.
Frank og Johan er på krebsetur med overnatning i telt. De padler ud i deres coracle for at se, om krebsene er gået i ruserne. Inden de tager hjem til Kastaniegården, bliver morgen-havregrøden lavet over bål. Hjemme igen går Frank i gang med at rense og skære genbrugsvinduesglas til 214 små stykker ruder til det nye hus. Og så skal krægerne plukkes, Frank får god hjælp af både Theresa og Johan. Frank vil også genbruge noget af det helt gamle bindingsværk fra det gamle hus, som blev bygget i 1770. Bindingsværket samles og skal være en skillevæg i det nye hus.
Kastaniegårdens heste græsser på engen ved den nyslyngede å. I dag får de besøg af 9 heste og 3 muldyr, som er på gennemrejse fra Sverige til Fyn. Et flot syn, når Frank hjælper med at ride dyrene fra færgen hjem til gården. I drivhuset er det blevet tiden, hvor bladene skal klippes af tomatplanterne, så sommerens sidste tomater kan modne. Og så arbejder Frank på højtryk med at montere beslag i vinduerne, så de kan nå at blive sat i det nye stuehus, inden vinteren sætter ind.
På Kastaniegården er hele familen samlet i køkkenhaven for at udhule og snitte ansigter i Halloween-græskar. Skindet fra fedekalven Herman har nu garvet over 2 år i en tønde, så nu skal skindet ud af tønden og spændes op på en ramme for at tørre. Frank henter vædderlammet på marken og slagter det. Både Johan og Alma kommer forbi og ser på resultatet. Inde i stuen er Theresa og Frank i gang med at kitte 214 stykker glas i vinduerne til det nye hus.
Ciderproduktionen står for døren, derfor er Frank, sammen med en smed, gået i gang med at opfinde en noget speciel æblevasker-maskine. Føllet HC må desværre aflives, fordi den har fået kolik. Frank kører den døde hest til Safariparken i Ebeltoft, hvor HC ender sine dage som føde til de Vilde Afrikanske Hunde. Hjemme på Kastaniegården skal roerne ind fra marken inden frosten, og Johan får brug for sine evner både som fårehyrde og roetop-aftager. Efteråret betyder også, at Frank kan indsamle kæmpeærter til tørring til næste års produktion.
På Kastaniegården er der travhed, inden frosten sætter ind. I stalden færdiggør Frank et fodersystem bestående af glaserede krybber og træværk. Når det er færdigt, kan koen og kalven komme ind i deres bås. Æblerne til cider ligger på en vogn frostfrit i laden, mens æblevasker-maskinen er ved at tage form med både koste, snegl og rundjern. Kælderrummet i det nye stuehus er fyldt op med kartofler og gulerødder. Og så er Frank i gang med et eksperiment, han vil lave julesalat af opgravede cikorieplanter.
Kastaniegården skal den nyopfundne æblevasker-maskine stå sin prøve, når Frank og Claude skal have vasket over 700 kg æbler til årets cider-produktion. Frank besøger en dendrokronolog for at få fastslået, hvor gamle de oprindelige tømmerstykker i det gamle bindingsværkshus er. Den nyslyngede å er på mange måder en succes, nu viser det sig nemlig, at mange flere ørreder gyder her. Frank vil lave sine egne cider-æbletræer, derfor finder han egnede selvsåede æbletræer, som han tager podekviste fra. Og så skal vi se, om det lykkes at lave julesalat af cikorie.
Ud over husbyggeriet var genslyngning af åen et stort projekt på Kastaniegården gennem hele året, lige fra besøget af de store gravemaskiner til ørreden der gyder. Ved drivhuset lavede hele familien et krydderurtebed, hvor Alma var i gang med den rigtige boremaskine, og Johan slæbte tunge brædder. Lucernehøet kørtes naturligvis ind på hestevogn med Theresa og børnene øverst på læsset. Og så havde Frank den store slamsuger med ude i en grusgrav for at hente fint ler til at lave mursten med.
Det er vinter på Kastaniegården. Fårene går udenfor og fodres med turnips og hø. Frank laver en speciel høhæk af cypresbrædder og pileflet, hvor alle fårene kan spise hø på samme tid. Frank tager til Sønderjylland for at få savet granbrædder til lofter i det nye stuehus. Hjemme igen færdiggøres havelågen, til planteskolen, med egebrædder og hvide pil.
Frank tager turen til Flensborg for at besøge en læstefabrik, hvor han får lavet fine træ-læster, så han kan komme i gang med at sy støvler, og være sikker på de passer perfekt. Hjemme på Kastaniegården bliver kalven Hermans skind taget ned af rammen, parat til at komme med til skomageren. Frank laver en ny låge, denne gang til fårefolden, hvilket vædderen ikke helt synes om. I det nye stuehus er der lavet en køleskabs-luftskakt, der ender langt uden for huset, oven i købet to meter under jorden.
Kastaniegårdens vartegn, kastanjetræet, er ved at gå ud, så Frank beslutter sig for at fælde det. Derefter tager han kalveskindet på nakken og kører af sted til skomager, hvor Frank forsøger at lære den svære kunst at lave håndsyede støvler - med stor hjælp af skomageren. Hjemme på loftet ligger den sidste produktion af hjemmelavede lersten til tørre.
Frank rasper roer, som serveres i den nye fodergang i dybstrøelsesstalden til både koen og kalven. Tilbage hos skomageren sætter Frank og skomageren den sidste sål på de håndsyede støvler, og det store spørgsmål er - passer de?. På førstesalen i det nye stuehus har Frank valgt at lægge en dampbremse i et fedtbehandlet papirprodukt, kunsten består i at klippe det til, så det passer rundt om spærene.
Pløjningen på Kastaniegården er gået i stå, fordi spindlen i traktorens forhjul er gået i stykker, så nu må Frank agere traktormekaniker inden markarbejdet kan fortsætte. I det nye stuehus arbejder Frank videre med bygningsprojekter på førstesalen. Hønsene er ved at indtage høladen, dog får Frank lov til at tage nogle bundter, som lægges ud mellem hasselbuskene. I køkkenhaven er Frank i gang med at lave højbede - et af de nye tiltag for at undgå fræsning.
Masseovnen i det nye stuehus er ved at tage form - med god hjælp af Frands, som er ovnmurer-ekspert. I køkkenhaven står både grønkål og asparges klar til spisning. I fårefolden hilser Alma på de to nyfødte lam, mens Theresa holder styr på vædderen. Frank er taget på besøg hos en kornforædler for at hente nye sorter til Kastaniegården, nemlig nøgen-havre og purpur-hvede.
Sæson 14. Der er kommet en ny bygning på Kastaniegården, nemlig en smedie i træ, hvor Frank er i fuld gang med at lægge brædder på taget for at gøre klar til græstørv. Dyrebestanden er også blevet udvidet, katten har fået killinger - til stor glæde for Johan og Alma. I køkkenhaven laver Frank og Theresa trådhegn, så kæmpe-ærterne har noget at vokse op ad. I drivhuset såes bønner i bakker til senere udplantning.
Kastaniegården får igen en ny beboer, denne gang en drægtig so, som skal gå på den lille græsmark. I det nye stuehus sker der spændende ting, der bliver muret fugtcensorer ind i skillevæggene, så man kan aflæse både temperatur og fugtighed i huset. Derefter bliver hulrummene fyldt med træfiberisolering. Frank planter humle ved stolper, som er forbundet med wirer, så planterne har noget at gro op ad. Johan og Alma hjælper med at rengøre roerenseren, så soen Lone kan få serveret rene roer, inden hun hygger sig med et mudderbad.
I køkkenhaven planter Frank sine blåbærbuske i ren savsmuld, for at opnå den rette surhedsgrad i jorden. Bi-bestanden på Kastaniegården bliver større, da naboens bier sværmer, og Frank indfanger dem ved at save grene af træerne, hvor bierne har klumpet sig sammen. Og så tager Frank til Sverige for, sammen med vennerne, at flå lindebark af grenene til lindebast.
På Kastaniegården er græsset i haven så højt, at det skal slås med le. Men først skal leen slibes på slibemaskinen, hvor den gamle kilerem går i stykker. Frank laver en god erstatning, nemlig et stykke splejset tov. Og så har soen Lone fået seks smågrise, som spæner rundt på marken, mens Lone tager sig et velfortjent mudderbad.
På Kastaniegården har Frank valgt, at de nye gæslinger skal gå i det flytbare voliere, så de kan spise græsset under frugttræerne. Det nye stuehus kalkes med det hjemmelavede kalk, men der bliver ikke kalket over stok og sten, kun på stenene. Et nyt projekt sættes i gang, når der skal sys jernaldersandaler af Hermans skind, og i køkkenhaven smager Frank og Johan på store, røde boysenbær.
Frank og Johan kigger og smager på tre slags ærter i køkkenhaven, og bælgene, ja dem muntrer smågrisene sig med. I værkstedet forsøger Frank at klinke et revnet leblad på en af sine bedste leer. Selvbinderen er dømt ude i år, Frank har nemlig besluttet, at han vil høste al kornet med le, og Theresa hjælper med at rive og sætte neg. Og for første gang på Kastaniegården kan Johan og Alma spise hjemmedyrkede blåbær.
Gæssene på Kastaniegården er nu blevet så store, at de får et større kar til at bade i. Frank piller en gammel gadedør ud af en ejendom i Aarhus. Døren skal bruges til hovedindgangen i det nye stuehus. I Sverige er det blevet tid til at rense lindebast i den rivende strøm i et vandløb, og derhjemme skal Johan og Alma teste om det er de gule, orange, eller lilla gulerødder, der er bedst.
I Kastaniegårdens planteskole høster Frank UFO squash til aftensmaden. Dernæst går rejsen til NordGen i Sverige,for at finde ud af, hvordan alverdens frøsorter bliver opbevaret, deriblandt Franks boghvedefrø. Hjemme igen bliver smedjens tag gjort klar med trælister, tagpap og grundmursplader, så taget kun mangler græstørvene.
Frank forsøger noget helt nyt: Han sår svedjerug direkte ovenpå hvidkløver og lucerne uden først at pløje, og til at få kornene ned i jorden, får han hjælp af fårene. Tørven på smedjens tag skal holdes på plads af enebærgrene. Men det er langt fra alle grene, der er egnede, så der skal ledes en del for at finde de helt rigtige. Og så viser det sig, at den hoveddør, Frank har hentet fra en etageejendom i Aarhus, er 10 cm for høj, og glasindsætningen vender forkert, så nu venter der et større renoveringsarbejde.
Tørvetaget på smedjen er ved at tage form, og i det nye stuehus skal Frank færdiggøre indervæggene med de hjemmelavede lersten og lermørtel, som gør væggene åndbare. Miljøminister Kirsten Brosbøl besøger Kastaniegården for at se, om nyslyngningen af åen har haft en positiv effekt på insektlivet. Og endelig skal en ny maskine afprøves, nemlig en kartoffelsorterer, så de små kartofler gemmes til grisene, og de store til familiens aftensmad.
Tørvetaget på smedjen er helt færdigt, og nu arbejder Frank på højtryk på, at spåntaget på brændeskuret også skal blive færdigt. Vædderens pels har ligget i salt, og er klar til garvning, en proces som Alma hjælper til med. Den nyrestaurerede gamle hoveddør er klar til at blive samlet, og det sker med den gode gamle teknik - parallelforskydning.
Da Frank købte Kastaniegården, var der 4 æbletræer på grunden, nu er der over 30. Frank smager og fortæller historierne om bl.a. Filippa, Gråsten og Maglemer æblerne, som også gæssene får glæde af. Og så går turen til Svalbard, hvor Frank ser, hvordan alverdens frø bliver sikkerhedsopbevaret, dybt nede i kulden under et bjerg. Selv lande som Nordkorea og Syrien sender deres frø til Frø-genbanken. Hjemme igen er det blevet tid til at servere kogte kartofler for grisene.
Humlegården er ved at være fyldt med forskellige sorter, hvor det viser sig, at nogle er blevet kæmpestore med fine humlekopper, mens andre slet ikke trives. Frank går i gang med projekt røgeovn, med hjælp af en gammel koksbrændeovn, nogle fliser og en udgravet jordskrænt. Den næsten restaurerede hoveddør skal nu bestå sin prøve: Passer den i stuehusets døråbning? Indenfor er Frank i fuld gang med at mure skorstenene, hvoraf den ene er lidt af en udfordring, den skal nemlig være skrå.
Endelig er æblerne blevet plukkemodne, og Johan klatrer op i filippa-træet for at plukke de bedste. Vædderens skind er færdiggarvet, og skal pudses med sandpapir for at blive blødt og pænt. Frank er spændt på, om Theresa godkender skindet. I projekt røgeovn er han i gang med at mure en kanal fra ovnen til røgekassen. Men han er usikker på, om røgen ender, hvor den skal.
På Kastaniegården er der kommet husdyr i køkkenhaven, nemlig de opretstående løbeænder, som forhåbentlig vil spise snegleæg. Frank rister og valser nøgen byg og nøgen havre, så han kan lave morgengrød af det. Til brændeskurets hemmelige dør laver han et dørhåndtag af enebærtræ. Og så er det langt om længe tid til at byde velkommen fra den færdigrestaurerede hoveddør i stuehuset.
På Kastaniegården skal der nyt halm i grisehuset, og soen Lone sørger for, at det bliver lagt rigtigt. Frank er i fuld gang med at bygge skillevægge i det nye stuehus, med genbrugssten naturligvis. Og så er tiden kommet hvor koen Maren skal aflives og slagtes. Frank hænger saltede skinker og flæsk op i det nye røgehus og er spændt på, om røgen kommer den lange vej fra ovnen og op til huset. Hele familien ser på, hvordan skunken og loftet bliver fyldt op med træfiberisolering, og Alma viser stolt sine nye arbejdsbukser frem.
Inden juletræet kan tændes på Kastaniegården, er der mange ting, der skal gøres. En ny juletradition begynder, nemlig hjemmelavet hybenlikør. Frank snitter gaver i værkstedet, og julens marcipan laves af de hjemmedyrkede ferskenmandler. Heldigvis kom sneen og vinterens første snehule kan bygges. Indenfor i varmen trykker familien deres eget juleindpakningspapir ved hjælp af gamle tapet-træforme.
På Kastaniegården begynder det nye år med nye projekter. Frank har besluttet at udvide dyrkningsmulighederne i køkkenhaven, nemlig med en mistbænk, som han blandt andet laver ud af gamle vinduer. På slagtehuset lærer han at snøre en Bresaola ud af koen Marens inderlår. Og så er der kommet en nytilflytter i stalden. Koen Leonora har fået selskab af kvien Prim, som nu skal gøres tam.
Frank tager temperaturen på hestemøget, inden det skal køres ud i mistbænken. En gammel kornsort har ikke spiret, som den skulle, så Solvej og Frank må i gang med at harve marken for at gøre klar til omsåning. Og så kommer der en ny, stor og længe ventet maskine til Kastaniegården. Den skal hjælpe med at få has på blandt andet rottelort i kornet.
Gåseparrene på Kastaniegården har lagt æg i deres fine halmreder, så nu håber Frank på at få mange gæslinger. De sidste egetræsklodser bankes på plads i smedjegulvet, inden sandet køres på. Og så har Frank gang i et nyt såningsprojekt, hvor alle de små korn får en skal af ler, før de sås direkte på jorden.
Et nyt tomatdrivhus står på Franks ønskeliste, og det ønske opfylder han blandt andet ved at bruge jernrør fra en gammel svinestald. Kælderen i det nye stuehus skal have en trappe, som bliver lavet af gamle mursten og marksten. Og så er løbeænderne begyndt at lægge æg, som bliver til de smukkeste spejlæg.
Der sker fremskridt i det nye stuehus. I stuen lægger Frank træfiberisolering oven på muslingeskallerne, og ude i bryggerset hjælper Alma med at lægge rivenet ud for at gøre klar til gulvvarme. I år har Frank besluttet sig for, at kåldyrkningen i køkkenhaven skal lykkes, så han må tage væk fra Kastaniegården for at høste ny viden. Og så har koen Leonora fået en tyrekalv, hvilket betyder, at Frank nu kæmper med kalven om Leonoras mælk.
På Kastaniegården har Frank travlt med udplantning i både drivhus og køkkenhave. Han satser han på at få bedre kål, så udover at plante kålplanterne dybt, tildækkes bedet med insektnet, i håbet om at holde kålsommerfuglene ude. En poppelstamme skal blive til dejtrug, og det kræver både hammer, mejsel og økse. Og så får koen og den lille tyrekalv serveret nyslået kløvergræs.
Kastaniegårdens nye tomatdrivhus skal være færdigt nu, så både Theresa og Alma må hjælpe med at lægge drivhusplastik henover skelettet. På førstesalen i stuehuset er Frank i fuld gang med at montere træfiberplader, som bliver den færdige overflade på de fleste af væggene. Og i køkkenhaven får solsikkeplanterne en helt ny funktion - de skal være klatrestativer for bønnerne.
Der er liv og glade dage på Kastaniegården. 11 ællinger er blevet udruget, de 9 af en skruk høne, og 2 af en løbeand. Kalven Peter går på græsmarken og brøler, fordi den er blevet skilt fra sin mor et kort øjeblik, idet Frank er begyndt at malke Leonora, mens hun står i stalden. Johan og Alma hjælper med at plukke jordbær i køkkenhaven. Og i stuehuset arbejder Frank med at lægge gulv af fyrrebrædder, han har hentet på et nedrivningsprojekt.
Efter tomatplanterne er blevet knebet, tager Frank til Middelaldercentret i Nykøbing Falster for at følge et projekt med at brænde kalk i en åben ovn, som på toppen forsegles med grangrene og ler. Hjemme på Kastaniegården har Frank god nytte af sine løbe-ællinger, de spiser nemlig sneglene i køkkenhaven. I stueetagen høvles og skrues de sidste gulvbrædder på plads, med god hjælp af Alma.
Kastaniegårdens ribsbuske har både røde og hvide bær, og Alma hjælper til som smagsdommer for at finde ud af, hvilken slags der er bedst. Frank kæmper med at holde løbeænderne i haven, hvor de skal spise sneglene. Og så forlades Kastaniegården for at overvære kalkbrændingen på Middelaldercentret ved Nykøbing Falster.
På Kastaniegården får Frank besøg af åmanden, der skal beskære grøden i åen, så vandet fortsat kan løbe frit. Det mobile tærskeværk kommer i brug på marken, og i køkkenhaven bliver der set nærmere på, hvordan man dyrker filterkraut, broccoli og pak choi. Indendørs, i det nye stuehus, er tiden kommet til at oppudse indvendige skillevægge.
På Kastaniegården er Frank udfordret af indvendig pudsning både med kalkmørtel og ler. Turen går til Randers, hvor han besøger den sidste håndværker, der laver måtter af tagrør til at beklæde skillevægge med. Og på gårdspladsen hjælper en murer med at lave to nye skorstenspiber, som senere skal løftes op på plads på det nye stuehus.
Så er der høsttid på Kastaniegården, hvor arbejdet på markerne foregår med le og segl. I køkkenhaven er det tid til at se, om det virker at lade bønner bruge solsikker som klatrestativ. Og så har Frank besøg af en murer, der skal lære ham den svære kunst at kaste kalkmørtel på de tagrør, som bruges til beklædning på 1. etagens skillevægge.
Frank får besøg af en murer, der skal hjælpe med at udbedre frostskader på det nye stuehus. Et forsøg med gemmeærter er slut i planteskolen, og nu skal det afgøres, hvilken sort der skal satses på fremover. Og så bliver både Theresa og fotografen Peter sat på hårdt arbejde, når en gammel esse og en søjleboremaskine skal bakses fra laden til smedjen.
Efterår på Kastaniegården betyder bl.a., at brugt jord og hestemøg skal fjernes fra mistbænken, og at der kan plukkes tomater i alle mulige faconer og farver i drivhuset. I værkstedet laver Frank et knæ af cypres til bordet i smedjen. Theresa hjælper med at løfte den hånddrevne søjleboremaskine op på bordet, og sammen afprøver de om maskinen virkelig kan bore.
Der er travlt på Kastaniegården i sæsonens sidste afsnit af Bonderøven. De to nye skorstenspiber bliver nænsomt løftet på plads på stuehuset, så nu kan Frank for første gang tænde op i masseovnen for at se, om røgen kommer ud, hvor den skal. Koen Leonora bliver håndmalket, så der kan laves smør, og så kommer en italiensk murer på besøg. Han skal pudse gulvet i badeværelset med en blanding af kalk, cement og marmorpulver, ligesom man gør i Venedig.
Juleforberedelserne er i fuld gang på Kastaniegården - både i køkkenet og på julemandens værksted. Frank laver klassikeren - hjemmelavet leverpostej med syltede rødbeder. I værkstedet bliver en rødvinskasse omdannet til en værktøjskasse til Alma, og Johan hjælper med æbleringe, som hænges til tørre på et snedigt udtænkt tørrestativ. Alma hjælper til i haven med et fuglebræt, og inden julefrokosten kan indtages, skal der kalkes indendøre i stuehuset.
Sneen er faldet på Kastaniegården, og det betyder, at Frank kan fælde et poppeltræ, som længe har truet med at vælte ned over fåremarken. Det giver så mulighed for at bruge den norske tømmerslæde sammen med Solvej, til at fragte træet væk. Frank forsøger sig med den svære kunst at kaste tyndt lerpuds opad i rundingen på stuehusets kviste. Og så skal der laves revledøre til smedjen.
På Kastaniegården giver Leonora så meget mælk, at Frank kan lave en særlig ost, kun bestående af mælk, æbleeddike og salt. Æblekernerne fra æblepressen bliver lagt ud på jorden, så de kan spire og blive til nye podegrene. Og på 1. salen i det nye stuehus skal væggene have farve. Det foregår ved, at der sprøjtes med grønt lerpuds.
Frank rejser langt væk fra Kastaniegården til en lille afsides bjerglandsby i Nepal, hvor befolkningen lever næsten 100 procent selvforsynende. Her får han masser af inspiration til sit eget lille landbrug, og ser hvor simpelt livet kan leves, når man kun har den omkringliggende natur og det lokale dyreliv at leve af. Han lærer at flette en doko, som er en kurv, man bærer på ryggen til at transportere ting i. Han hjælper med at afskalle ris, smede kniv, og til stor morskab for kvinderne i byen lærer han også at væve - det er normalt ikke noget mændene rører ved.
Frank er ved at samle ny viden til sit eget selvforsynende landbrug på en rejse til Nepal. Han maler bl.a. korn på med både en hånddrevet og en vanddrevet stenmølle. Og så skal hans nye kurv til ryggen - doko'en - afprøves. I lavlandet, hvor der mangler træ til at fyre med, har nepaleserne lavet et simpelt biogasanlæg, som Frank straks ser muligheder i derhjemme også. Derudover hjælper han med at lave et udendørs ler-komfur, og lærer at bygge spærrefag med kæmpebambus.
Nu skal tjørnehegnet laves til en ægte walisisk hedgelaying, og det sker ved hjælp af motorsav, egepinde og flettet pil. Frank begynder at realisere sin drøm om en gummivogn. Han vil lave en ny vogn ud af et gammelt rustent vognunderstel. Og så tager han til Fyn for at grave et rimelig stort kastanietræ op og flytte det hjem til Kastaniegården. Der kommer gang i smedjen for første gang. Essen tændes, og der smedes beslag til smedjedørene.
På Kastaniegården sætter Frank gang i flere forsøg: I køkkenhaven har han plantet nogle jordbærplanter i en måtte af fåreuld, som skulle holde ukrudtet nede. Han er spændt på om jordbærrene kan gro i det. På marken sår han ølandshvede og nøgenbyg direkte ovenpå kløvermarken, så han undgår at pløje. Kernerne er indrullet i ler, og senere vil det vise sig om de overhovedet vil spire. Og nu skal de første hjemmelavede dørhængsler fra smedjen stå deres prøve - for kan dørene lukkes med dem monteret?
På Kastaniegården er Frank nødt til at bruge sin fantasi og alle sine kræfter for selv at løse en opgave, hvor han uden hjælp skal placere en stor tung bjælke i stalden. Til gengæld er det meget lettere at håndtere det lufttræ med forskellige trin, han snedkererer til mistbænken. Gåsefamilien får seks nye små dunede familiemedlemmer, og så må en dårlig vinstok med alt for mange kerner i druerne lade livet og overgive pladsen til et kakitræ.
Næsten alt gror planmæssigt på Kastaniegården. Det nyplantede kastanjetræ på gårdspladsen står grønt og fint, tjørnehegnet skyder planmæssigt fra bunden, selvom stammerne blev skåret 7/8 igennem. Ærterne på marken gror fint, og det samme gør ukrudtet, så Frank må ud med hakkejernet. Det eneste, der ikke gror optimalt, er jordbærplanterne, der er plantet i uldmåtter - de er små og usle. I værkstedet får Frank hjælp af Johan til at lave et flytbart kaninbur med både trillebørhjul og kyllingetrådsbund.
Der er altid nye projekter på Kastaniegården. Lige nu er Frank gået i gang med at reparere en vindmølle, der pumper vand. Den skal have ny propel. Og så har han fået en fiks idé om, at der skal ligge en stor møllesten i gulvet inde i entreen. Knap så fikst er det, at der allerede er lagt rionet og gulvvarmerør, og at det skal fjernes, før stenen kan være i gulvet. Udenfor er det endelig tid til at tage det flytbare kaninbur i brug. Og det er heldigt - for kaninen Vip er nemlig på vej med unger.
Endnu en maskine er ankommet til Kastaniegården: En blødballe høpresser, og hele familien er med, når høet på marken skal presses og køres ind. Frank tager den gamle gummivogn med på smedjeværksted, hvor understellet bliver metalliseret. Og på førstesalen i det nye stuehus vil han reducere støjen ned til stuen ved at lægge knust ler under gulvbrædderne.
Der er tomater og agurker i Kastaniegården to drivhuse. Efter en sløj begyndelse er tomaterne godt på vej; nogle af dem skal dog høstes gule. Frank laver en ny flot bås af genbrugstræ i standen, og ude køkkenhaven skal knoldsellerien hjælpes på vej med lidt ekstra gødning fra hønsehuset. Der bliver også tid til at eksperimentere lidt med at farve beton.
Kastaniegårdens ene kirsebærtræ giver i år så mange bær, at Frank vil lave kirsebærvin. På marken står neg fra årets kornhøst samlet i hobe, så de kan tørre helt, inden Frank kører dem ind. Ved siden af venter markens ærtehøst også på at blive tør. Koen Leonora har født sin første kalv, og Frank arbejder videre med gummivognens bremsetromle.
Årets ærtehøst skal renses, så den er klar til at blive gemt til vinter og blive til mange portioner gule ærter. Blommetræerne bugner med modne frugter, og nu er det tid til at smage de forskellige blommer. Frank vil i fremtiden gøre gården firelænget. Den nye længe skal have et buet indgangsparti, så han går i gang med at økse en stor bue ud af en kraftig planke.
Efteråret betyder, at forrådskamrene på Kastaniegården skal fyldes. Frank må højt til tops for at få fat i sine yndlingspærer: De grønne, sprøde Clara Friis. Nede på jorden bliver der bælget hestebønner, og Frank har store fremtidsplaner med de tre forskellige slags, han har dyrket i år. Peter har desværre ikke fået mulighed for at udleve et liv som avlstyr pga. manglen på køer, der skulle bedækkes. Så han har måttet lade livet, og kommer i stedet til gavn som bøffer og oksesteg i fryseren.
Roetoppe er godt efterårsfoder til køerne, så Frank og børnene svinger seglene på marken. Alle bidrager med noget, så kaninfamilien bliver mindre, for at give kød til kastaniegårdens beboere. Filippaæblernes smag får alle Franks barndomsminder frem, og så er det ikke helt let at beslutte, hvilken profil fodlisterne i det nye hus skal have.
Frosten er på vej til Kastaniegården, så vinterforråd til dyr og mennesker skal hentes ind, før det er for sent. Køkkenet i det nye stuehus tager form, og bliver blandt andet lavet af gamle fyldningsdøre. Frank bygger naturligvis det hele selv, så han mangler aldrig nye projekter hverken ude eller inde.
Nye udfordringer venter på Kastaniegården. Frank skal i gang med at lave trappen til førstesalen, og har derfor fået besøg af en tømrer, der kan den svære, ældgamle kunst at bygge en trappe helt fra bunden. Og det er en yderst langsommelig proces. For at få den perfekte møggreb, har Frank tændt op i essen, fordi greben skal tilpasses et mere solidt skaft. Og endelig besøger Theresa og Frank en fabrik, der laver linoliemaling. Her er udfordringen at blive enige om farverne til træværket i det nye stuehus.
I Franks værksted er der glæde. Han har nemlig fået et godt tip til, hvordan han laver perfekte sinker i de nye køkkenbordsskuffer, han er ved at snedkerere. Til gengæld er han knap så tilfreds med stolperne i humlehaven. De er lavet forkert og er væltet omkuld. Så nu har han udtænkt et nyt system til, hvordan de kan overleve både humleplanter, der vokser kraftigt og fremtidige storme. Og så er tiden endelig kommet, hvor trappen til 1. sal bygges færdig, og den skal monteres i hullet, hvor den gamle trappe sad.
Frank har fået en stor drøm opfyldt, han har nemlig fået fat i en større og bedre høvlebænk til værkstedet. Men sin drøm om at så frø i en varm mistbænk kniber det til gengæld med at få opfyldt, fordi hestemøget i mistbænken ikke opfører sig som forventet. Og så går turen til Nationalbanken, hvor de gamle, tunge tryksværtevalser ikke længere er i brug til at lave pengesedler med. Nu skal valserne fjernes gennem et stort hul i væggen, så de fremover kan bruges til fremstilling af linoliemaling.
Frank er i gang med at ændre gamle dannebrogsdøre til døre med ruder i toppen, så lyset kan trænge ind. Familiens slædehund Malik blev desværre alvorligt syg og døde, så nu ligger han begravet i haven under en fin sten. Men i fårefolden er der kommet nyt liv til, efter det nye får har læmmet to små lam. Og i køkkenhaven har Johan og Alma fået deres eget stykke jord, som Frank fletter pilehegn omkring.
Frank giver sig i kast med et kompliceret projekt, der indebærer bål og kogende vand: Han skal dampbøje nye træhåndtag til sin lille så- og radrensermaskine. Hele familien tager til Livø med en sæk boghvedefrø og en pose boghvedemel. Frøene skal såes på øen, mens boghvedemelet ender med at blive til pandekager. Og så er det tid til endnu et stort projekt på Kastaniegården, for Frank vil bygge et hus omkring kalkbrændeovnen med plads til både ovn, brændte sten og fyringstræ.
Frank er i gang med at sætte de sidste greb på køkkenskufferne, og smører samtidig stearin på skinnerne, så skufferne glider så nemt, at han næsten kan puffe dem i med hoften. Gjorden på Solvejs seletøj er i stykker, men heldigvis har Frank fået forbindelse til en sadelmagerskole i Sverige, hvor han tager op for at få hjælp til at reparere seletøjet. Og så giver det sved på panden, når fundamentet til det nye skur omkring kalkbrændeovnen skal graves ud med hakke og skovl.
Frank arbejder videre med andreaskorset i bindingsværket til skuret omkring kalkbrændeovnen, og i dag får han hjælp af den lokale præst. Han skal give en hånd med at rejse bindingsværket, og kan samtidig fortælle hvor navnet andreaskors stammer fra. I marken står ærterne og roerne rigtig fint, desværre går det ikke helt så godt i rapsmarken, hvor planterne er angrebet af skulpegalmyg. Og så viser Johan og Alma, hvad de dyrker i deres køkkenhave.
Tjørnehækken har bredt sig alt for meget på Kastaniegården, men heldigvis har Frank fundet et gammelt genialt redskab til at løse det problem. På bygmarken kaster han sig ud i et nørdet projekt med at krydse to nøgenbygsorter ved hjælp af pincet og brodersaks. Og så tager skuret omkring kalkovnen mere form, når skråbåndene pløkkes fast.
Rapsen er høstet og skal tærskes. Frank har udtænkt en alternativ måde at gøre det på, nemlig ved at køre sin traktor henover rapsbælgene. Spærene skal sættes op på kalkovnsskuret, og selvfølgelig er det genbrugsspær Frank bruger til projektet. Og så hjælper hele familien hinanden med at holde styr på mor kanin og syv unger, mens de muger ud i kaninburet.
Frank mangler fæhår i den kalkmørtel, han skal bruge til at understryge taget i kalkbrændingsskuret med. Fæhår er hesten Solveig og koen Leonora leveringsdygtige i, så de får studset man og hale. Kalkbrændingsskuret får også monteret poppelbeklædning, og som toppen på værket ser Frank sit snit til at lave Kastaniegårdens første industriskorsten.
Juleforberedelserne er i fuld gang på Kastaniegården. Theresas julegave i år er en dejspand af træ, som Frank og en ven laver med gammelt bødkerværktøj. Johan og Alma hjælper hinanden med foden til juletræet, og Theresa og Frank laver hybenlikør. Det gik ikke så godt sidste gang, så nu følger de opskriften.
På Kastaniegården er det endelig blevet tid til at få Franks bøger på plads, men det kræver, at bogreolerne bliver gjort færdige først. Udenfor i kulden bliver der garvet skind og beskåret solbærbuske. Og så bliver der åbnet til kælderen under trappen, hvor der skal gøres plads til årets vinterforråd.
Ingen kan glæde sig over dampende varm hestelort som Frank Erichsen på en kold vinterdag. Møget skal bruges til mistbænken, der skal sætte skub i de første spirende afgrøder på Kastaniegården. Og stoltheden lader sig ikke skjule, da han langt om længe svinger den første del af porten til kalkbrænderhuset på plads.
I efterårssæsonens første program viser Frank hvordan det bugner med afgrøder i køkkenhaven. Kastaniegårdens store stald skal rives ned, men den ene ende skal bevares og murværket skal udstyres med et såkaldt stik - en buet åbning hvor porten skal sidde. Det kræver en træskabelon før murerarbejdet kan begynde. Marken skal også gøres klar til vinterrapsen, så Johan og Alma må hjælpe Frank med at fjerne skræpper.
Frank og børnene er tilbage i Norge. De bor igen på gården hos Thorbjørn og Louise. Nu skal den samiske vinterhytte gøres færdig med hjælp fra venner og lokale beboere. Der bliver dog også tid til en fisketur sammen med Thorbjørn, Johan og Alma- når de alligevel skal op i højlandet for at samle vigtige træstykker til brug i byggeriet.
Klodens kontinenter samles på Kastaniegården: Asiatiske sojabønner, sydamerikansk quinoa og dansk boghvede - som oprindeligt også stammer fra Asien. Alma og Johan hjælper til med at få boghveden i hus, Frank spiser hjertenødder, og katten hjælper med at smage på sojabønnerne. Og så får Haapioen - den finske stammebåd - en gang nykogt, finsk tjære
Det ligner suppe med rugmel, der bliver kogt over åben ild, men i virkeligheden laver familien på Kastaniegården rød maling til hønsehuset. Den finske stammebåd er endelig kommet i vandet, og Frank finder den perfekte måde at ro den på. Til gengæld er det ikke gået helt godt med kastanierne fra kastanietræet på gårdspladsen. Kun to brugbare spisekastanier er det blevet til, men det er bare en forsmag på, hvor god den næste høst bliver, mener Frank.
Brønden på Kastaniegården er løbet tør for vand, så nu skal laves en ny boring gennem kalk og stenlag ned i undergrunden. Opbygningen af afløseren for den gamle stald med flotte stik og forbandt tager stadig tid, men ikke mere end at hønsehusets meget trængende vindskeder kan få en gang linolimaling.
Frank er på hjemmebane, når tre gæs, en landand og en moskusand går fra at være en del af dagligdagen på Kastaniegården til at blive en del af indholdet i fryseren. Til gengæld er han på udebane, når det gælder dyrkning af quinoa og amarant. Familien kan ikke lide quinoaen, og det er umuligt at få sand ud af de bittesmå amarantfrø.
Julen nærmer sig med hastige skridt også hos Frank og familien på Kastaniegården. De fleste julegaver er i hus. Men der er en meget vigtig julegave, der mangler. Frank vil nemlig lave en hundekurv til familiens nye medlem Kajsa. Hundekurven skal laves af løbbinding, et gammelt håndværk, som Frank lige skal lære først. Samtidig er det også et gensyn med hyggelige øjeblikke fra året der er gået på Kastaniegården.
Der skal rug i jorden på Kastanjegården. Først skal såsæden renses og træhjulet til såmaskinen fikses. Men inden da skal jernringen til træhjulet lige rettes op, for den er skæv... og akslen på valsen skal også rettes, for den er ligeså skæv. Men SÅ kan rugen komme i jorden - altså når hønsene er lukket ind...
Op mod jul bliver der røget kød inden familien besøger Frilandsmuseet - Hjerl Hede. Her lærer Frank at lave træsko og familien følger med i rugbrøds- og vaniliekranse bagning på museets gamle bageri. Hjemme på Kastaniegården bager Frank norsk fladbrød og laver den norske julespise - pindekød, så familien kan smage.
Skovmåren har i løbet af natten slået til og dræbt alle gæssene på Kastaniegaarden, og Frank grubler over, om han skal starte forfra med gåseavlen. Der skal også tænkes over gavlvinduernes placering på møllebygningen, og så synes Frank altid, at det er godt at samle billige point hos Theresa, så han fletter en kurv til hende.
Det er såtid på Kastaniegaarden, og Frank har fundet den gamle amerikanske håndsåmaskine frem, som lå under noget skrammel, da han overtog gården. Nordbaggen Solveig trækker harven over kartoflerne, og Frank tager sikkerhedsbrillerne på, fordi forår betyder kalkning, og kalkning skal ifølge gammel skik være færdig inden pinse.
Efter forårets gåsemord er der nu endelig gæs tilbage på Kastaniegaarden. Syv gæslinger er blevet ruget ud og bor under en varmelampe indenfor i huset, og Frank glæder sig, til at gæssene kan komme på græs, så han kan få sin nattesøvn tilbage. Og så arbejder han videre på at flække cypresser til hegn og havelåger.
Frank går i gang med at lave en tilbygning af bindingsværk, som skal rumme savværket, og den skal selvfølgelig laves af træspærrene fra den gamle stald. Jordbærrene og de mange rækker af kål skal dækkes af for at beskytte mod solsorte og larver. Kastaniegaardens enlige andrik får endelig selskab af en moskusand, og med hjælp fra Theresa kan Frank endelig gøre den sidste cypreslåge færdig og lukke fårene ud på engen.
Familien på Kastaniegaarden har fået et nyt medlem - Tyrekalven Mars er ankommet og håbet er, at han kan forøge kvægbesætningen med endnu flere køer. Sidetilbygningen på møllehuset skal forstærkes med en fortandet bjælke for at kunne holde til vægten af spåntaget, og Frank klatrer til tops i kirsebærtræet for at smage de første modne bær.
Det er sommer på Kastaniegaarden, og Frank forsøger sig med en ny måde til at høste morbærtræerne. Den bedste metode til at pudse vægge på er at kaste mørtelen på, men det sviner og efterlader hunden Kaysa med et dalmatinerlook. Og så kan Frank gøre status over møllehuset: To paller med mursten står tilbage - ellers er alt fra den gamle bygning genbrugt.
Børnene er sendt på sommerferie hos bedsteforældrene, og det giver Frank og Theresa mulighed for at give køkkenet den helt stor overhaling. Bordpladen skal limes, skufferne gnides med stearin og de lerklinede vægge shines up. At høste med le er hårdt arbejde, så for at skåne sine albuer skårlægger Frank kornet med sin traktor og bruger energien til at sætte vinduer i møllehuset.
Der skal smages på agurker, og Alma og Johan giver deres bud på, hvad der skal dyrkes fremover på Kastaniegaarden. Hunden Kaysa bliver jagtet af de mere og mere aggressive gæs, og Frank må trøste hende med, at det altid er øksen som vinder til sidst. Danske tagudhæng er alt for kedelige, mener Frank, og går i gang med at lave norsk inspirerede tagudhæng på møllehuset.
Franks gamle Toyota skal have nye sider på ladet, så der skal brændes rust af beslagene og smedes nye ringe til lastestropper. Årets høst af hør skal bearbejdes, og så har hesten Solveig ikke forstået det smukke i Franks håndflækkede hegn, og har gnedet sig op ad dem, så nu skal stolperne rettes op.
Gæssene på Kastaniegaarden har set sig sure på Franks bil og bider listerne af, så han glæder sig til at få det sidste ord, når gæssene skal slagtes. Der skal høvles tagspån til møllehuset med en maskine som har kostet nogle tommelfingre i gennem tiden, og I køkkenhaven vil Frank forsøge sig med at lave stiklinger ud fra en gammel dansk jordbærsort.
Tagarbejdet på møllehuset er nu nået så langt, at der skal laves kvistvinduer, og det er ganske grænseoverskridende for Frank at skære hul i taget. I drivhuset er Kakitræet ved at være modent og der skal plukkes æbler, inden det begynder at blæse for meget. Frank får hjælp af Tony til at lave blikindækninger til kvistvinduerne på møllehuset. I køkkenhaven skal knoldsellerien bjærges og Frank forsøger også at finde de søde kartofler, men nogen har været der før ham.
Hesten Solveig bliver ved med at bruge Franks håndflækkede hegn som kløpind og gøre hegnet skævt, så nu skal hegnet have strøm på. Det har været et godt kartoffelår på Kastaniegaarden, faktisk så godt at Frank kan fodre hønsene med kartoflerne og så skal Motorsamlingen besøges for at se den mølle, som Frank har hjulpet med at bygge.
Det er jul på Kastaniegaarden, og Frank laver lammerullepølse og sennep af egen avl. I løbet af året har drillenisserne været på spil, når han har skullet tænde sine primusser, så Frank og familien besøger Dansk Motorsamling for at reparere dem. Og så skal julen lyses ind i skæret fra de gamle primusser, når han serverer æbleskiver på fransk manér til gutterne på motorsamlingen.
Det er vinter på Kastaniegaarden, og det betyder indesysler: Johan hjælper far med at tromlekarte uld, og Alma tramper ulden, så den kan bruges til filtsåler. Frank laver vinduer til møllehuset, giver roer til køerne og hø til fårene. Og så er det vigtigt at Solveig og Mars får masser af dybstrøelse, så de kan holde sig varme i kulden.
Tyrekalven Mars oplever sin første vinter på Kastaniegaarden og er kommet på glatis, og Frank må hugge hul i isen, så den kan få noget vand at drikke. Det svenske raftehegn er væltet og Frank tænder op i den store esseskål. Der skal nemlig varmes vidjer op for at lave viklinger til et nyt hegn. Længe har Frank glædet sig til at sætte vinduer og port i møllehuset og nu skal det være. Vinduerne smutter hurtigt i, men den store revleport kan ikke åbne så hvad nu...
Frank har i årevis drømt om at kunne høste sine egne tagrør til at tække med, så nu har han købt en enmandsbetjent rørhøster og begiver sig ud i rørskovene på Djursland for at teste maskinen. Alma hjælper med at udnytte ulden fra de mange får til at lave nye filtsåler af, og i smedjen skal der skal drejes gevind på bræddeboltene til den nye dør i møllehuset.
Tyrekalven Mars og hesten Solveig har gået så meget sammen, at de tror, de er den samme art. Men en tredje beboer ankommer til Kastaniegaarden, og der opstår drama og jalousi på det fredelige Djursland. Franks savværk har stået stille i 2 år, men er til hans begejstring nu blevet færdigmonteret. Der mangler dog en ordentlig udsugning, og Frank flikker en cyklon sammen, som kan holde styr på savsmulden.
Det er på tide at Kastaniegaarden får en øl bænk, så Frank høvler resterne fra cypresshegnet og hænger bænken op på kalkbrænderiet. Det ser skidt ud med årets roehøst og Frank er bekymret for, om der er foder nok til vinteren. Den gamle høvogn skal renoveres, og der skal plantes salat ud fra mistbænken.
Møllebyggeriet på Kastaniegaarden er nu så langt fremme, at Frank kan tage på jernstøberi for at få støbt det nav, der skal holde på møllevingerne. Jordbærsæsonen er i gang, og der er så mange bær, at det kniber med at få dem spist. Tagvinduerne på møllehuset skal kittes og så skal fårene flyttes for at give plads til overnattende medhjælpere.
Den første efterårsstorm er bebudet, så Frank får travlt med at sure alle Kastaniegaardens stilladser fast. Selvom Frank ikke er vild med plastik, så er det godt til ukrudtsbekæmpelse og det sparer diesel og plov. Kinakålene bliver bundet op, og så vil Frank forsøge sig med at plante indianerbananer. Et gammel termovindue får nyt liv. OBS: Termoruder fra før 1977 kan indeholde PCB, så de bør ikke benyttes.
Frank drager til den gamle by i Århus for at lære at hulslibe sakse og få trimmet hårlokkerne. Hjemme på Kastaniegaarden skal der laves et trådnet rundt om karpebassinet, så fårene ikke falder i. I køkkenhaven er bønnestativet væltet, fordi Frank har bygget det for højt, og så skal der sås pak-choi og rucola.
Frank spænder hesten Solveig for harven i håb om at få bugt med senegræsset i marken og så skal Frank tage sig i agt for de æblemost glade hvepse, når han går i gang med at presse årets høst. Og så venter der en overraskelse i hønsehuset.