Hos Zirkus Nemo er Bager Jørgens krukkeri taget til i styrke, og han truer zirkusorkestret med at bruge kassettebånd fremover, når han i sine optrædener får brød til at præstere det umulige. Imens har zirkusdirektør Søren Østergaard travlt med at planlægge næste års sæson, hvor et nyt telt står øverst på ønskelisten. Dette er kommet Målermanden for øre, og han går straks i gang med de indledende bardunopmålinger. Og helt uden nogen har bemærket det, har Smadremanden langt om længe fundet frem til Zirkus Nemo - nu planlægger han en frygtelig hævn over alle!