Bjørn er 13 år og heller ikke begejstret for julen i år. Han gider slet ikke tage til skolens juleafslutning med sin juletossede lillesøster Gro. Deres Far laver forretninger med den skumle Slikpinden, men det ender galt, og familien kommer i problemer. Til julefesten spiller musikken, og Bjørn kan pludselig ikke styre sin krop. Er det mon bare puberteten, der er på spil?
Gro har den nye melodi på hjernen og prøver at finde ud af, hvad den vil. Bjørn får øje på det lange hår i sit øre og bliver skrækslagen. Hvad sker der med ham? Far har nye planer for at tjene penge. Men alt går galt, da Bjørn støder ind i Balletmesteren, der forveksler Bjørn med den nye elev på skolen.
Frede har opdaget, at familien bor på loftet og afpresser Bjørn. Hvis han ikke vil udgive sig for at være Vincent, så vil hun afsløre dem. Frede er bagud med ballettræningen og bliver presset hårdt af Janni, da Bjørn beslutter sig for at hjælpe. Gro sælger juleharer på plejehjemmet, og Mormor er meget interesseret i at høre om Bjørns dansespjæt.
Der er kommet flere hår i ørerne! Bjørn synes, det er pinligt, og Fars pubertetssnak gør det kun værre. Frede skal have ekstratræning i weekenden, og Bjørn forsøger at hjælpe hende. Imens besøger Gro Mormor igen og fortæller om Bjørns ørehår. Hvad mon de betyder? Far er gået i hullet, men får pludselig en god idé. Mormor kommer på uanmeldt besøg på loftet, og Bjørn bliver skræmt over, hvad hun vil.
Bjørn skal have scannet sit ben og er bekymret for, om alle nu opdager, at han udgiver sig for at være Vincent. Gro er opsat på at hjælpe Far og får hjælp af sin nye ven Julemanden, der tager hende med til det mest julede sted, som hun kender. Frede og Bjørn kommer tættere på hinanden. Balletmesteren er vild med Fars gløggæbleskiver, men de er vist ikke for børn.
Bjørn tror ikke på, at Gro kan få lokket Far på date, men Gro har sine egne planer. Bjørn og Frede skal klare deres udfordringer fra i går. Frede skal danse i sine tåspidssko, og Bjørn blive klippet af Mormor. Men under ballettræningen mislykkes Fredes dans, og pludselig er det Bjørn, der står på dansegulvet. Har Bjørn fuldstændig mistet kontrollen? Mormor er mere mærkelig end normalt, og Bjørn lærer endelig, hvorfor der sker så mange mystiske ting med ham.
På balletskolen styrer Balletmesteren træningen. Han har opfundet en ny rolle til Nøddeknækkeren, men hvad mener han egentlig? Bjørn lærer mere om nisser, men han vil stadig ikke acceptere sit nye jeg. Far er på flere dates og har smagsprøver klar. Frede er træt af al opmærksomheden omkring den falske Vincent, men måske varer det ikke så længe endnu.
Bjørns svindelnummer er opdaget! Men Frede har en plan for, hvordan de kan overbevise alle om, at han virkelig er Vincent. De skal lave en falsk insta-profil med balletbilleder, og Bjørn må hoppe i et prinsekostume. Mormor er bekymret for Bjørn, så Gro tager hende med på kanetur for at muntre hende op. Og Mormor viser Gro ægte nissemagi. Imens opstår der sød musik mellem Bjørn og Frede
Gro kender Bjørns hemmelighed og vil have ham til at tage hans indre nisse alvorligt. Men Bjørn vil hellere være Vincent. De falske billeder har virket, men Frede irriteres alligevel over al Bjørns opmærksomhed. Far arbejder ihærdigt på sine gløggæbleskiver, men kan kollegaen Ulrik få forpurret planen?
Det er auditiondag på teateret, og Frede øver sin juleharedans. Imens besøger Bjørn og Gro Mormor for at få styr på Bjørns nisseevner. Men Mormor er skeptisk og vil ikke hjælpe Bjørn, så han tager sagen i egen hånd. Men er han klar? Far opdager, at Ulrik har stjålet hans idé, men måske han kan bruge det til at forhandle med den lumske Ulrik. Frede er klar til sin audition, da Bjørns ego pludselig stjæler al opmærksomheden og ødelægger alt for Frede.
Frede er taget hjem til Kagerup, men er hendes familie slet ikke glad for at se hende? Signe skal være luciabrud, og Frede vil hjælpe, men Signe vil hellere tage sine egne valg. Bjørn, Gro og Far er fulgt efter til Kagerup, og Far har lagt en storslået plan for, hvordan Bjørn kan vinde Frede tilbage. Men Bjørn tror nu ikke helt på sin Fars skøre plan
Bjørn og Frede er taget på eventyr i en gammel spejderhytte og vil lære at klare sig selv i naturen. Imens leder Far og Gro efter Bjørn hos Fredes forældre, men Gro er mere optaget af Mormors kassettebånd. Bjørns hemmelighed trænger sig på og viser sig fra nye sider. Da de leger "Sandhed eller Konsekvens" siger Frede pludselig Sandhed, og det sætter Bjørn i et dilemma.
Frede er væk, og Bjørn tager tilbage til Far og Gro. Men Bjørn har fået nok af Fars evige snak om teamspirit. Nu er det nok! Gro er besat af kassettebåndet og Mormors melodi og leder efter den på teateret. Bjørn er træt af hemmeligheder og beslutter sig for at sige sandheden. Men måske er han ikke den eneste med hemmeligheder på teateret?
Frede er ved at blive smidt ud af skolen og må bevise sit værd. Imens ankommer den rigtige Vincent til balletskolen og introduceres til klassen. Familien tror, at de endelig kan flytte fra loftet og hjem igen, men Far må først lige have styr på Slikpinden. Bjørns venner er glade for at se ham igen, men nissen indeni Bjørn driller ham.
Bjørn er ved at forsvinde og beder Mormor om hjælp. Mormor tager Bjørn i nisseskole og lærer ham, hvordan han skal bruge ørerne til at hjælpe små og store. Imens holder Balletmesteren sine dansespjæt nede og får balletskolen tilbage på rette kurs. Vincent får en opgave og smigrer sig ind på Frede. Gro har ondt i øret og holder sygedag, da Bjørn fortæller hende om nisseskolen og huens kræfter. Hun ville ønske, at hun også var nisse.
Gro opdager, hvad der er sket i løbet af natten og jubler højt! Men Bjørn har nok i sine egne problemer - han skal lave sin nissetræning. Han hører tydeligt et hjerte banke, men hvor kommer det fra? Frede og Vincent øver til Fredes optagelsesprøve, da Bjørn kommer i problemer og må trodse Mormors strenge instrukser om ikke at tage huen på.
Far bliver ringet op af Bjørns lærer, som vil vide, om alt er okay. Far insisterer på, at alt er helt normalt. Gro er frustreret og tager sin nissetræning i egen hånd. Bjørn øver sig på sine nissekræfter, men alt overdøves af Fredes hjerteslag. Frede træner sammen med Vincent, og jalousien rammer straks den forelskede Bjørn.
Bjørn har stjålet Mormors urtemikstur og lister sig rundt på teateret. Frede gør sig nervøst klar til sin optagelsesprøve, men Bjørn får uvidende ødelagt det hele igen. Han må endnu en gang trodse Mormors instrukser, om ikke at bruge huen, for at hjælpe Frede bestå sin prøve. Mormor leder bekymret efter Bjørn og fortæller ham om huens mørke side.
Bjørn er blevet ekstra juleglad, men han har travlt, hvis han skal nå at blive nisse i hjertet inden jul. Mormor fortæller Bjørn om mor, og Bjørn mærker pludselig et savn. Far er nervøs for samtalen med lærerinden og lytter ikke til Bjørn, men heldigvis får de hjælp fra uventet kant. Gro plager Mormor om at få sin egen nissehue og i sin iver for at blive nisse, tager hun en beslutning, der får store konsekvenser.
Bjørn vågner med en underlig fornemmelse. Hvor er Gro? Bjørn og Frede leder febrilsk efter hende på loftet, men de bliver narret og må nu selv være snu for at få hende hjem i god behold. Far er ude for at købe julegaver og får uventet selskab af Julemanden. Men da Slikpinden truer med at tage Fars kæreste eje, må Far ty til drastiske midler.
At være nisse er at være en hjælper. Men Bjørn er frustreret. Er han en rigtig nisse? Bjørn vil finde Frede og løber mod balletskolens afslutningsfest, men han er ikke den eneste, som vil erklære sin kærlighed. Imens romantikken blomstrer, afsløres flere hemmeligheder på teateret. Juleaften står for døren, og familien må få hjælp fra uventet hånd for, at julen bliver et hit.