I reportageserien "Undskyld vi er her også" følger vi seks udviklingshæmmede venner, som forsøger at få det bedste ud af livet. Det kan være vanskeligt at have nære relationer og venskaber, når man har et udviklingshandicap, så i dette afsnit øver Maria sig i at blive bedre til at være social. Hun inviterer bostedets nye beboer med på café, selv om det er svært for hende at overskue. Når Alexander bliver ked af hverdagens udfordringer, ved han heldigvis præcis, hvordan han kommer i bedre humør - han besøger sin gode ven; hesten Alma. Og kæresteparrene Adam og Louise samt Jesper og Sandra dyrker fællesskabet og øver sig i at være sammen udenfor bostedets trygge rammer, når de giver den gas til musikfestival og på dansegulvet.