I dag overlever de fleste mødre og børn en fødsel. Sådan var det ikke i midten af 1700-tallet, hvor jordemoderen Inge Pedersen var med til at vende udviklingen. I midten af 1900-tallet cyklede sundhedsplejersken Else Weiergang fra gård til gård og reddede spædbørn fra medisterpølse og død.
Tidligere var udenadslære, fysisk afstraffelse og overvågning en naturlig del af skolegangen. Men i slutningen af 1800-tallet insisterede pionerer som Erna Juel Hansen og Nathalie Zahle på et andet syn på børn. Det manifesterer sig i de vuggestuer, børnehaver og skoler, vi har i dag.
Engang havde fattige vågekoner ansvaret for de syge på hospitalerne - steder, som de rige danskere holdt sig langt væk fra, fordi der var stor risiko for at dø af selve behandlingen. Det ændrede sig fra midten af 1800-tallet. Inspireret af den engelske sygeplejerske Florence Nightingale dannede en række kristne kvinder en sygeplejerskeuddannelse, som i løbet af 1900-tallet blev længere og mere teoretisk, men stadig med vægt på omsorg og samarbejde.
I 1880'erne havde Petra nok at se til på fattiggården i Svendborg, hvor hun passede de ældre, der ikke havde familie til at tage sig af dem. I løbet af 1900-tallet blev det statens opgave at sikre borgerne et godt sidste kapitel. Ældreplejen blev gradvist professionaliseret og husmoderafløseren blev afløst af hjemmehjælpen, som blev afløst af de sosu-assistenter, vi kender i dag.
