Familien Uhde Jacobsen lever et hektisk hverdagsliv med base i et rækkehus i Herfølge. Far Ronni arbejder rigtig meget, og mor Camilla både henter og bringer 8-årige Aya og 3-årige Luca. Det er også hende, der står for madlavningen, som ikke bliver prioriteret særlig højt til hverdag. Ofte står menuen på 'halløjmad' - et begreb der for Herfølgefamilien dækker over hvad der nu lige er af spiseligt i køkkenskabet. Men sådan var det ikke i 1950'erne. Og det er blandt andet derfor, familien har meldt sig til eksperimentet. De vil gerne prøve at have tid til at lave ordentlig mad fra bunden - og så har de en klar forestilling om, at familielivet dengang var mere harmonisk, end det er i dag. Men hvad brugte man egentlig sin tid til på et dansk husmandssted i 1950'erne? Og hvordan er det lige at lave mad fra bunden på et brændekomfur?
Hjemme hos Maria og Kim Boring Rosenkilde og deres tre børn har skærmafhængigheden taget overhånd. I hvert fald for mor Maria og de to ældste, Noah på 8 og Emilia på 7 år. For far Kim arbejder helt utrolig meget - han er selvstændig iværksætter og har rigtig meget at se til. Det betyder, at Maria laver næsten alt derhjemme, og derfor bliver ungerne underholdt af iPads og telefoner. Og når Maria så endelig selv skal slappe af, er det nemmest at lukke børnene ude og fokusere på telefonen. Men Maria vil gerne lære at nyde at være sammen med sine børn, og Kim vil gerne være der noget mere for familien. Derfor glæder de sig til en uge uden skærme, presserende arbejdsmails og stressende telefonopkald. Men hvor meget kommer Maria egentlig til at se sine børn, når hun skal holde hus i 1950'erne? Kan Kim lade være med at tænke på sin virksomhed? Og hvad skal ungerne lave uden deres skærme?
Hjemme hos Maj-Britt og Jes Rode Larsen og Maj-Britts 16-årige datter, Freja, er mageligheden i højsædet. Familien beskriver sig selv som lyststyret og gør helst ikke i dag, hvad de kan udsætte til i morgen. Og hvis noget skal fikses i huset eller i haven, betaler de sig helst fra det. Samtidig ser familien rigtig meget fjernsyn - gerne med en 'second screen' i hånden imens - og særligt Freja bruger meget tid på de sociale medier. Men faktisk nyder de hinandens selskab i familien - og de savner at hygge sig over et brætspil eller lignende, som de gjorde meget engang. Og det er en af grundene til, at Jes og Freja har ladet sig overtale til at tage med tilbage til 1950'erne i en uge. Maj-Britt skulle ikke overtales - hun brænder for alt historisk, og har knoklet for at forberede både sig selv og familien på 1950'er-eksperimentet. Men kan man overhovedet forberede sig på at rejse 70 år tilbage i tiden? Og får familien den hyggetid ud af det, de gerne vil have? Og hvordan overlever Freja en uge uden de sociale medier?
Niculina og Søren Apetri Ryberg og deres to teenagebørn lever et travlt liv i Hillerød. Forældrene er gerne væk - på hvert deres krævende arbejde - 10-12 timer dagligt, og Cornelia og David er ofte overladt til sig selv. Fjernsyn, telefoner og computere fylder rigtig meget i familien. Men familien drømmer alligevel om at være mere sammen - og føle sig mindre splittede. Og derfor kaster de sig ud i et anderledes og gammeldags eventyr, når de i en uge skal leve og bo, som i 1950'erne. Niculina har også et ønske om at blive mere feminin - og så kunne både hun og Søren godt tænke sig at prøve kræfter med kønsrollemønstrene fra dengang. For i dag er det ofte Niculina, der tager styringen. Se med og find ud af, hvad familien Apetri Ryberg kan lære af 1950'erne, når de og DR1 siger 'Skru tiden tilbage - til 1950'erne'.
Hjemme hos familien Thorup på Islands Brygge i København, er der kun én ting, der virkelig tæller - og det er 3-årige Sofias velbefindende. Siden hun kom til verden har det unge forældrepar, Tanya og Dennis, nemlig indrettet hele deres tilværelse efter Sofias hverdag og rutiner. De deler alle pligter imellem sig, og alt er tilrettelagt på en måde, så Sofia aldrig rigtig behøver at gøre noget helt for sig selv. Men den praktiske arbejdsfordeling og fællesskabet om børneopdragelsen er ikke ligefrem typisk for 1950'erne. Så familien får deres sag for, når de lader sig fragte 70 år tilbage. Se med og find ud af, hvad familien Thorup kan lære af 1950'erne, når de og DR1 siger 'Skru tiden tilbage - til 1950'erne'.
Hjemme hos Kristine Kreutzmann Gregersen, Espen Gregersen og deres to børn er spontanitet et nøgleord. Familien planlægger sjældent noget, og det kommer dagligt bag på dem, at der rent faktisk skal mad på bordet, når børnene er sultne ved 18-tiden. Til gengæld er de super gode til at handle på skøre indfald og impulser, og det kommer der masser af gode oplevelser ud af. Men midt i den travle hverdag er de trods alt enige om, at en smule struktur heller ikke ville være at foragte. Og struktur var der masser af i den klassiske 1950'er-hverdag, hvor mor var hjemmegående, og far gik på arbejde. Se med og find ud af, hvad familien Kreutzmann Gregersen kan lære af 1950'erne, når de og DR1 siger 'Skru tiden tilbage - til 1950'erne'.
Smager vin bedre, når man laver den selv, og hvordan tænder man egentlig et fjernsyn uden en fjernbetjening? Bliver en rejecocktail til gourmet ved at tilsætte dåsemandariner, og er det der med sikkerhedsseler nu også så vigtigt? I dette afsnit af Skru tiden tilbage til 1970'erne er det familien Nissen Andersen fra Nim, der siger ja til at hoppe i fløjlsbukserne og de fodformede sko, når de flytter ind i datidens svar på kernefamiliens hedeste drøm - det rummelige parcelhus. Forældrene Dorthe og Joakim forestiller sig at livet i 70'erne var mere enkelt og frigjort, men er det nu også så enkelt for den travle børnefamilie at undvære deres vante, elektroniske underholdning - og hvem savner det mest? Og hvordan har frisindet det i 2017, nÂr mor og far giver seksualundervisning i datidens børnehøjde - med højtlæsning af bogen "Sådan får man et barn" fra 1971? Vi tænder op under fonduen og finder de bedste diskodansetrin frem, når vi sammen med familien Nim Andersen skruer tiden tilbage til 1970'erne!
Hvad sker der, når to familier der slet ikke kender hinanden, pludselig skal dele hus, tøj, sovepladser, og ikke mindst - hinandens forældre og hinandens børn, og sammen skal forsøge at danne et nyt fællesskab? I dette afsnit af Skru tiden tilbage til 1970'erne, er det både familien Trap Nielsen og familien Trøjborg Linde, som i fem dage lægger 2017 bag sig, for at finde batiktrøjerne og afghanerpelsen frem, når de flytter ind i deres helt eget 70'er kollektiv " Den Glade Valnød". For hvor fælles har vi egentlig lyst til at være, når det kommer til stykket? Og hvordan bliver man enige, når både børn og voksne må bestemme lige meget? Vi er klar til peacetegn, kampsange og husmøder, når vi sammen med familierne Trap Nielsen og Trøjborg Linde skruer tiden tilbage til 1970'erne!
Skal man smide bh-en for at være en ægte rødstrømpe, og hvad ved en kørende sælger om hønsestrik? Kan man nedlægge en feminist med en gør-det-selv opgave, eller er det bare nemmere når far laver det færdigt? I dette afsnit af Skru tiden tilbage til 1970'erne, er det familien La Cour Kostending fra Frederikshavn, der skal prøve kræfter med livet som ung børnefamilie anno 1970'erne, når de flytter ind på 12. sal i datidens hotte og helt moderne boligkompleks i Brøndby Strand. Mor Trine mener selv hun har en glødende feminist gemt i sig, men er den stærkere end hendes kvindelige blufærdighed anno 2017? Og, hvordan klarer far Rasmus livet som 1970'ernes svar på den bløde og hjemmegående husfar, der i ligestillingens navn tager sig af børnene, mens mor er til kvindemøde. Vi tjekker om kønskampen får brug for endnu en tur på barrikaderne, når vi sammen med familien La Cour Kostending skruer tiden tilbage til 1970'erne!
Hvor meget tålmodighed kræver det at optage en hitparade på et kassettebånd, og var et leksikon virkelig det eneste man havde før Google? Hvor mange øl kan en IT-mand drikke på en arbejdsdag i et bryghus, og kan en husmor blive uvenner med en kødhakkemaskine? I dette afsnit af Skru tiden tilbage til 1970'erne, er det familien Toft og Hjorth fra Hobro, der prøver hverdagen for en klassisk arbejderfamilie anno 1970'erne, når de flytter ind i en toværelses lejlighed i Københavns Nordvest kvarter - hvor pladsen er trang og arbejdet hårdt. Hjemme i 2017 har mor Pia ikke lavet mad i 17 år, og datteren Kathrine sniger sig helst udenom de huslige pligter, men da ligestillingen ikke var nået ind i alle hjem i 1970'erne, må de nu begge i gang ved kødgryderne, mens far Peter slæber sække som bryggeriarbejder. Vi smøger ærmerne op og gør os fortjent til en kold øl, når vi sammen med familien Toft og Hjorth skruer tiden tilbage til 1970'erne.