Stemmer udviklingshæmmede, når der er valg? I reportageserien "Undskyld vi er her også" følger vi seks udviklingshæmmede venner, som forsøger at få det bedste ud af livet. I aftenens afsnit forbereder de sig til kommunalvalget, for politik kan godt være svært at forstå, når man har et udviklingshandicap. Maria er i tvivl om, hvem hun vil stemme på, og Alexander tager ind på Københavns Rådhus for at forsøge at påvirke politikerne. Sandra ved ikke, om hun får tid til at stemme, for hun er optaget af helt andre ting end politik. Hun vil nemlig gerne have kæresten Jesper overtalt til at blive forlovet - men vil det lykkes hende at få det ja, som hun drømmer om?