Hvor meget kan man egentligt udvikle sig, når man er udviklingshæmmet? Svaret fås i andet afsnit af den prisbelønnede reportageserie 'Undskyld vi er her' om seks udviklingshæmmede venner, der forsøger at få det bedste ud af livet. Den seneste udvikling i Sandras liv er, at hun er startet på idrætsskole, og her har hun valgt at udfordre sig selv ved at forlade de velkendte rammer og tage med på 'overlevelsestur' i Sverige. Sandras kæreste Jesper drømmer om at blive så selvkørende, at han kan flytte i en lejlighed udenfor bostedet Vinklen. Derfor søger han gode råd hos sin udviklingshæmmede ven Adam, som bor alene i en andelslejlighed. Marias handicap gør, at hun ikke kan overskue så meget af gangen og hurtigt bliver træt. Hun sætter sig et mål om at ville blive bedre til at være social, som ellers er noget hun ikke har overskud til.