I Ecuador møder Mikkel og familien de majestætiske Andesbjerge. Her skal Mikkel og Alfred bestige toppen af en af verdens højeste, aktive vulkaner. En vanvittig hård tur, som presser dem til det yderste, men som også bliver en naturoplevelse ud over det sædvanlige. Det bliver samtidig en øjenåbner i forhold til klimaforandringer og naturbeskyttelse.
Målet for familiens næste eventyr i Sydamerika er verdens største regnskov, Amazonas. De vandrer dybt ind i den brasilianske del af junglen, som er hjemsted for tusindvis af unikke dyre- og plantearter. Turen byder på kriblende og giftige overraskelser, men intet i skoven er farligere end mennesket selv.
Midt i Amazonas gør de fire eventyrere stop i millionbyen Manaus. Herfra rejser Alfred og Madeleine til byen Salvador for at opleve verdens største karneval, mens Mikkel og Marian tager til Peru for at se på nogle af de værste trusler mod regnskoven.