Det bliver en intens oplevelse, når vært Felix Smith inviterer det uadskillelige mor-og-datter par Conny og Julie til et spil på væggen. Følelserne sidder helt uden på tøjet, når boldene bliver sluppet løs, for sammen håber de to på at kunne skrabe penge nok sammen til, at de kan starte en ny tilværelse op i England. Datteren Julie er nemlig gravid med sin engelske kæreste, så hvis væggen ellers er i det gavmilde hjørne, håber de på at kunne få råd til at renovere kærestens hus. Og det inkluderer selvfølgelig, at der både skal være plads til børneværelse og mor Conny i det engelske.