Dronningen af dansk rap overdynges af kærlighed. Men i spejlet ser Tessa ikke den stjerne, andre ser. Livet er blevet lettere, men traumer og problemer følger med, hvilket også har gjort Tessa til rollemodel for alle dem, som skriver til hende og spejler sig i hendes historie. Succes forpligter for vestegnspigen, som ikke er der for festerne og den røde løber. Men det kræver noget at stå op for andre og sig selv. Dokumentaren følger Tessa til årets største koncert, på Pride og når rapperen fejrer sin 26 års fødselsdag med en kæmpe fest på Arch. Det er hendes første fødselsdagsfest, siden hun var ni år, og da hun ikke kan fylde en natklub med sine fire venner, inviterer hun sine fans med. Musikeren Tessa lader sig ikke stoppe af lidt modgang.
Der er kæmpe respekt omkring Tessa, og alle døre er åbne. Men rapperen har ikke glemt, hvordan det føles at blive trådt på. Hadbeskeder og kvindehad finder også vej til toppen. Tessa flyder gennem støttekoncerter, videoshoots og talkshows. Vestegnspigen er stjernen, som rappere vil highfive, og som samtidig giver gode råd i radioen. For Tessa er den bedste hævn succes, men berømmelse kan ikke slette fortiden. Og når hun kører hjem, er der en historie, som presser sig på. For musikeren har endnu ikke fortalt det hele.
Tessa tager sit største traume med på scenen. "Engletårer" er hendes dybt personlige sang om ungdommens overgreb. Det er et ar, som ikke er helet. Og en historie, som skal synges en gang for alle. Men det påvirker Tessa at rippe op i fortiden. Og for den 26-årige rapper handler alt på touren om "Engletårer." Det er altafgørende for Tessa at sige højt, at det ikke var hendes skyld. For hvis hun ikke var et offer, var der ingen gerningsmand - og det var der. Og i salen er koncerterne en hjerteskærende oplevelse.
Tessa er mentalt kørt i bund. Hun har sat ord på sit største traume og spillet overgrebssangen "Engletårer" igen og igen foran et grædende publikum. Nu skal de sidste koncerter bare overstås. Foran spillestedet venter de fans, som trofast følger Tessa og tilbeder hende. De kalder sig Sjakalinas og finder styrke, mod og fællesskab i at spejle sig i rapperens power, historie og musik.
Tessa går i total fan-panik, da der opstår en mulighed for at dele scene med sit største idol: Nicki Minaj. Fremtiden ser lys ud for Tessa. Rapperen bruger sin musik, historie og personlighed til at give noget tilbage, til det hun kommer fra. Musikeren møder sine fans, de trofaste Sjakalinas, som spejler sig i hende. Tessa er kommet langt og er ikke længere den gadepige, som brød igennem for fem år siden, og det er en emotionel homecoming, da hun vender tilbage til Christiania, som var Tessas hjem, da hun som teenager ikke havde andre steder at tage hen.