Matadorernes kampe om magt, rigdom og succes fyldte deres liv. Bankdirektør Tietgen regerer som kongen af Børsen i slutningen af 1800-tallet. Hans største projekt - at forbinde Europa og Fjernøsten med telegrafkabler - trues pludseligt. Katastrofen lurer og for første gang vakler jorden under Danmarks ellers urørlige matador. I kulissen venter hans modstandere blot på, at han mister fodfæstet. Den største konkurrent er Isak Glückstadt, der som nyudnævnt direktør for Landmandsbanken, er udset til at tage kampen op mod Tietgens mangeårige dominans. C.F. Tietgen og Isak Glückstadt stod bag landets første store banker, der siden er blevet til Nordea og Danske Bank - og deres indædte rivalisering blev den gnist, som skabte nogle af landets største virksomheder.
Tietgens fejlslagne forretninger og hans forsøg på at dække over det har svækket den ellers så uovervindelige børsmatador voldsomt. Isak Glückstadts bank har nu overtaget rollen som landets største private bank. Tietgen forsøger at knuse Glückstadt og sabotere hans store prestigeprojekt, Frihavnen i København, men da Frihavnen er et nationalt anliggende, der kan bringe København på verdenshandelskortet, kommer kongen imellem dem. Frihavnen er dog ikke Isak Glückstadts eneste problem. Som overhoved for det mosaiske trossamfund i Danmark ser han med stor bekymring på, hvordan teorierne om racelære vinder indpas i Danmark, og hvordan modstanden mod det jødiske folk breder sig.
Stemningen mellem Glückstadt og Tietgen er på frysepunktet. Frihavnen ligger atter øde hen og ligner en total fiasko, indtil en ung kaptajn går i land. Kaptajn H. N. Andersen kommer som sendt fra himlen for Isak Glückstadt. Efter et liv til søs og som driftig iværksætter i Bangkok, har han visionære drømme om en ny dampskibsflåde med base i Frihavnen. Er det mon netop H.N. Andersen, der skal vise sig at være den afgørende brik i spillet om at besejre Tietgen?
Efter Isaks død indtager sønnen Emil direktørstolen. Det står hurtigt klart for alle, at æblet er faldet langt fra stammen. Hvor Isak var forsigtig og tilbagetrukken, er Emil risikovillig og lever et liv på første klasse med smarte biler, pelse og dyr kunst. Og det går strygende. Under Emils ledelse vokser Landmandsbanken til Skandinaviens største - og alle er imponeret af hans tæft for forretning. Ikke mindst H. N. Andersen, som tjener godt på forretningerne med banken. Men Emil begår en skæbnesvanger fejl, da han en dag sætter sig op mod sin gamle protektor.