Fie Laursen åbner for første gang op om sandheden bag den kontroversielle reklame for en Brazilian Butt Lift hos Clinic Mono i Tyrkiet. Programmets undersøgende journalist Amanda Schmidt finder blandt andet ud af, at Fies kontrakt med hospitalet ikke har tilladt hende, at kunne tale frit om operationen og tiden efter. Samtidig følger vi influencer Regitze Bach, der er inspireret af sociale medier, mens hun får et Brazilian Butt Lift. Men operationen har store konsekvenser, og virkeligheden bag de positive opslag afslører en helt anden historie.
Blev Fie Laursen genoplivet under sin BBL-operation? Amanda Schmidt graver videre i sandheden bag den polerede facade. Regitze Bach har haft et voldsomt operationsforløb med mén, som måske er varige. Alligevel viser Regitze et helt andet billede på sine platforme, og det konfronterer Amanda hende med. Fie Laursen fortæller om flere usande reklamer om kosmetiske indgreb, som Amanda graver sig dybt ned i.
Amanda Schmidt er taget til Malmø for at forfølge en historie om en skønhedsklinik, der har lavet reklamesamarbejde med influencerne, Fie Laursen og Julie Melsen, for at lokke danske kunder i biksen. De står tilbage med klumper i ansigterne, og dårlig samvittighed over at have løjet for deres følgere. Amanda Schmidt undersøger kontrakter fra forskellige virksomheder, der viser en gennemgående klausul: "Du må ikke sige noget negativt." Spørgsmålet er, om det er lovligt?
Er det kun influenceren, der bærer ansvaret, eller har bureauerne også et ansvar? Amanda Schmidt afslører, hvordan influencerbureauer ofte spiller en skjult, men afgørende rolle i samarbejder med profiler som Lenny Pihl og Fie Laursen. Amanda undersøger alt fra kontrakter til interne beskeder mellem influencere og bureauer.
Amanda Schmidt dykker ned i influencerbranchens mangel på kontrol. Hun konfronterer bureauer og virksomheder og taler med eksperter om, hvorfor hele branchen - ikke kun skandaleinfluencere - har brug for strengere regulering og mere gennemsigtighed.