Velkommen til krypto-land! Vi hægter os på dem, der i den grad tror på krypto, og på dem, der er i gang med at forstå teknologien bag. Vi følger den flamboyante Niklas Nikolajsen, alias Bitcoinpiraten, der er blevet milliardær på Bitcoins. Han bruger sine penge på ting som en militærtank, et slot og en blæksprutte. Nu vil han revolutionere verden med den såkaldte blockchainteknologi og målet er en verden, der består 100 procent af kryptovaluta. Men, ikke alle synes det er en god ide.
Mens Bitcoinpiraten fortsætter sin mission med at udbrede kryptovaluta rykker finansverdenen ind på kryptomarkedet. Iværksætteren Lars Seier har rejst mange hundrede millioner kroner til at skabe en blockchain, som nu skal sende deres egen kryptovaluta på markedet. Vi følger firmaets direktør Lone Fønss Schrøder i hendes svære opgave med at få formidlet den nye teknologi. En opgave, som også indebærer skuespilleren Claire Ross-Brown.
Hvis man skal tro Bitcoinpiraten, så kommer den virtuelle verden i fremtiden til at betyde mere end den analoge. Et dansk spilfirma kan bakke op om den påstand. Indtil videre har de solgt virtuelt land i deres computerspil for 1,2 milliarder kroner - og spillet er slet ikke udkommet endnu.