I den første konkurrence skal deltagerne forme og dreje, det bedste de har lært, når de skal kreere et spisestel i 12 dele. De bliver også udfordret i den hemmelige test, hvor de skal bruge en ældgammel teknik til at trække hanke. De benhårde dommere er keramikerne Pi Björg og Michael Geertsen, og Pelle Emil Rex Hebsgaard er vært.
Lerpølser bliver rullet i massevis i værkstedet, når deltagerne denne gang gør brug af den såkaldte pølseteknik til at producere babusjkadukker. Dommerne har høje forventninger, og i den hemmelige tekniktest bliver kreativiteten sat på prøve, når deltagerne dekorerer vaser. Og så får de sig en grim overraskelse, når ovnen bliver åbnet efter den første brænding.
Hvordan arbejder man både mod og med tiden? Det finder de otte tilbageværende hobbykeramikere ud af nu - de skal nemlig lave vægure. En opgave, der kræver en stor portion fingersnilde og ikke mindst kreativitet. I den hemmelige tekniktest forsøger keramikerne at imponere dommerne med kakler. Hvem vinder titlen som 'ugens keramiker', og hvem må pakke forklædet sammen og forlade værkstedet?
Der bliver for alvor fyret op under keramikerne. De skal nemlig kontrollere både ild og vand, når de kaster sig ud i den japanske rakubrænding, og det er bestemt ikke lige nemt for alle. I tekniktesten skal deltagerne endnu en gang til drejeskiverne, hvor det handler om at være hurtig på fingrene og imponere dommerne, hvis de vil blive i konkurrencen.
Der er nu seks deltagere tilbage i kampen om at blive Danmarks bedste hobbykeramiker, og denne gang skal de imponere dommerne med moderne vaser. I den hemmelige tekniktest får deltagerne brug for deres grønne fingre, når de skal modellere roser. Dommerne forventer kun det allerbedste, og til afgørelsen venter der deltagerne noget af en overraskelse.
Denne gang skal der tænkes stort! Med hele 30 kilo ler bliver keramikerne smidt ud på dybt vand, når dommerne vil have dem til at bygge vandskulpturer. Der bliver drejet, formet og knoklet - og i tekniktesten kæmper alle det bedste, de har lært, for i sidste ende bliver hele to deltagere sendt hjem.
Det er semifinale, og der er kun fire keramikere tilbage i værkstedet. For at nå finalen skal de producere pendler og bevise, at de mestrer det sværeste ler af dem alle, nemlig porcelænet. Tekniktesten bliver en kamp mod tiden, når deltagerne skal håndtere en skalpel - og så vil det vise sig, hvem der bliver ugens keramiker, og hvem vi må sige farvel til lige før finalen.
Nu gælder det finalen! Her skal keramikerne imponere dommerne med et værk, der viser alt, hvad de har lært. Og i tekniktesten får deltagerne brug for stor koncentration og teknisk kunnen, hvis det hele ikke skal kollapse. Kun tre deltagere er tilbage, og dommerne skal træffe den sværeste beslutning hidtil. For i sidste ende er der kun én, der kan kalde sig vinder af 'Keramikkamp'.