Det er 25 år siden Per Wennick producerede den debatskabende serie: "Ingen slinger i valsen", om dansebørnene Sonny, Jeanne og Gigi. Pressen og mange seere var vrede og forargede over elitetræningen, og nogle mente, at børnene ville tage varig skade af den måde, de blev trænet. Nu vender Per Wennick tilbage til familien for at se, hvordan det er gået efter stormen lagde sig.
Sonny, Gigi og resten af familien Fredie-Pedersen gør status 25 år efter en kontroversiel DR-dokumentar skildrede børnenes liv med elitedans. Men dansen er blevet i blodet. Sonny er nu forlovet med Nika, og ejer af et succesfuldt danseakademi, som træner unge internationale, håbefulde dansere i både Danmark og USA. Gigi er lige blevet mor og har fundet en ny plads i danseverdenen. Og forældrene ser tilbage på et helt liv med sejre og udfordringer og håber, at den næste generation vil overtage familiens livsværk.