Indsatsledere fra politi og brand og en akutlæge bliver alle sendt til en alvorlig trafikulykke i Hillerød. Deres samarbejde på stedet kan være forskellen mellem liv og død. En personbil og et bjergningskøretøj fra Falck er kørt frontalt ind i hinanden med høj fart. En brand i en garage i Kolding er ved at sprede sig til et parcelhus, så indsatslederen fra brand dirigerer brandfolkene i en kamp mod usynlige flammer. En højgravid kvinde er væltet på cykel, så akutlægen Michael haster dertil for at hjælpe både kvinden og hendes ufødte barn. Når ambulance og lægebil mødes, udgør de tilsammen en intensivafdeling på hjul.
Fire børn er kæntret i en jolle på Furesø. Indsatsledere fra politi, brand og sundhedsvæsnet skal med deres samarbejde koordinere omkring 50 betjente, brandfolk og redderes arbejde med at redde børnene. Henrik er indsatsleder fra politiet og har ansvaret for indsatsen. I Nordjylland er en mand bevidstløs i sit hus. Han har problemer med at trække vejret, så akutlægen Michael må beslutte at intubere manden med en tube i halsen. Ronni er indsatsleder for brand i Kolding, hvor en lastbil lækker diesel direkte ned i kloakken. Ronni sætter både brandfolk og kommunens folk til at finde dieslen, inden den ødelægger et beskyttet naturområde.
En efterlyst kvindes ejendele er fundet på en mole i Hellerup. Indsatsledere fra politi og brand og en helikopter samarbejder om at søge efter kvinden. Flere betjente søger fra land, brandvæsnet og politiet søger med deres både på vandet, og helikopteren har det store overblik fra luften. I Christiansfeld i Sønderjylland ringer en kvinde efter hjælp, da fra flere busser i et stort busimportfirma bryder i brand. Ronni er indsatsleder for brand i Kolding og styrer under branden 17 udrykningskøretøjer og deres mandskaber.
Henrik er indsatsleder for politi i Nordsjælland, da en 16-årig pige ringer efter hjælp på 112. En mand er stukket med en kniv i maven på Lyngby station og har akut brug for hjælp. Gerningsmanden bliver fanget med det samme, men det udvikler sig til at blive en sag, der involverer både gerningsmandens børn og hustru. Tæt på Vedbæk kører en mand galt og ringer efter hjælp på 112, men hverken betjente eller ambulancereddere kan finde manden.
En kioskejer i Helsingør bliver truet med en kniv til at udlevere alle penge i kassen, men han nægter og angriber røveren. Det er nu indsatslederen Henriks ansvar at finde røveren. For første gang i programserien er vi hos Midt- og Vestjyllands Politi, hvor indsatslederen Kent kommer ud til en gårdbrand med flammer, der rækker langt op i himlen. Og hans kollega Rasmus bliver kaldt ud til en mand, der er mistænkt for at have bortført en anden mand og at have afpresset mandens kæreste til at sende nøgenbilleder for at slippe ham fri. Indsatslederen skal i samarbejde med nogle betjente finde ud af, hvad der er sket.
I Silkeborg er et bandeopgør i gang. En bil er kørt ind i to personer, og de første betjente på stedet melder, at flere er kommet til skade. Rasmus er indsatsleder og skal finde ud af hvem der er ofre, og hvem der er gerningsmænd. For alle lyver om, hvem de er. Indsatsleder fra brand, Ronni, kommer ud til en brand i et skur og flammerne slikker nu op af huset. Ejerne står og ser til, mens Ronni dirigerer seks brandfolk rundt for at redde huset. En patient har akut brug for en blodtransfusion, så indsatsleder og akutlæge, Michael, møder en ambulance med patienten på vejen for at hjælpe ham så hurtigt som muligt.
Kent har ansvaret ved de større ulykker i Midt- og Vestjylland, da der først er gasudslip i Ikast og derefter i Silkeborg. To opgaver, som viser sig at blive usædvanligt svære at løse. En lørdag aften stikker en voldsmand af fra et værtshus, hvor han har overfaldet en person. Henrik samler seks betjente og to politihunde til at søge efter manden, og Henrik kommer selv ud at løbe efter gerningsmanden. En mild oktobermorgen melder flere bilister i Kolding pludselig om glatte veje, hvor biler støder sammen. Ronni er Indsatsleder fra brand og skal først forhindre, at folk kører galt, og bagefter finde ud af, hvorfor byens gader er spejlglatte.
En lastbil og en personbil er kørt sammen i et travlt kryds i Nærum. De tre indsatsledere fra Politi, brand og sund skal få hjulpet kvinden, der er kommet til skade, sørge for at der ikke sker flere uheld, når andre biler smyger sig om ulykkesstedet, og få fjernet bilen så hurtigt som muligt. En lastbil er væltet og umiddelbart er det ikke den store opgave for indsatsleder fra brand, Ronni. Men pludselig finder brandfolkene dunke med ætsende, sprængfarlige og sundhedsfarlige kemikalier.