Albert vender hjem til slægtsgården i Jylland for at fejre sin farmors 80års fødselsdag med resten af familien. Han afslører sin plan om at sælge gården, hvilket skaber splid i familien. Fejringen ender brat med Farmors død, og Albert vågner samme sted, som da han ankom - i taxaen.
Albert er tilbage til fødselsdagens begyndelse, og hans lunkne velkomst gentager sig. Alle andre lader ikke til at bemærke, at dagen er gået i ring. Albert tester familien og prøver på ny at overtale familien til at sælge gården.
Dagen starter på ny igen og igen. Albert forsøger at flygte fra gentagelserne. Uden held. Han drikker sig fuld og tager en drastisk beslutning om, hvad der skal ske med gården.
Farmor giver Albert en ledetråd. Albert forsøger mere og mere krampagtigt at rette op på de fejl, han har begået i fortiden, men uden det store held.
Albert bliver mere og mere desperat efter en flugt fra de evige gentagelser. Han går i hundene - han kan ikke mere. Men så ringer Farmor.
Albert formår at flygte ud af dagens onde spiral, fra asken og direkte ind i ilden. For selvom tiden ikke længere går i ring, er alt på den anden side, noget helt andet.