Hammerslag har trukket teltpælene op og valgt at henlægge en hel udsendelse til Danmarks solskinsø, Bornholm. Første ejendom er et idyllisk og meget bornholmsk hus i Svaneke. Byen kan prale af at have bevaret sin oprindelige charme som følge af en meget restriktiv byplanlægning og husene i de gamle kvarterer er meget efterspurgte. Anden bolig er en meget øde beliggende landejendom midt på øen. Her er der ingen naboer til at genere en, men til gengæld kræves der nok et bæltekøretøj når vinteren kommer og man skal til købmanden. Sidste bolig er naturligvis et sommerhus, men hvilket sommerhus! Her er der tale om en af Danmarks absolut bedst beliggende fritidshuse. Her er der ikke noget med "et stenkast til stranden" eller "havkig", nej sommerhuset ligger PÅ stranden og havet ligger åbent foran. Kan der overhovedet sættes pris på sådan noget?