I midten af 1800-tallet kæmper en lille flok bønder, med den veltalende Laurids Skau i spidsen, for at bevare det danske sprog i Grænselandet. Men hele Europa er i opbrud og det der begynder som en kamp om sprog bliver snart til en kamp om, hvad det vil sige at være dansk og hvor Danmarks grænse skal gå. En kamp, som fører til en blodig borgerkrig.
Efter krigen i 1864 er Danmark ydmyget og Sønderjylland er tabt. Nu skal de dansksindede sønderjyder vænne sig til et nyt liv - som tyskere. Skolebøger bliver skiftet ud og danske sange forbudt. Men jo mere tyskerne strammer grebet i håbet om at gøre dem til loyale tyske statsborgere, jo stærkere bliver sammenholdet og kampen for og retten til at tale dansk og dyrke den danske kultur
I 1914 bryder helvede løs i Europa. Første Verdenskrig er begyndt. Overalt i Tyskland bliver mændene sendt til fronten. Det gælder også de mænd, der føler sig som danskere, og som nu skal i krig for et land og en sag, de ikke føler er deres. Mens mændene er i krig, må kvinder som husbestyrerinden Ingeborg kæmpe for at opretholde livet derhjemme i evig frygt for at miste deres elskede ved fronten
Den 11. november 1918 ringer kirkeklokkerne i hele Europa. Første verdenskrig er slut, og nu opstår den mulighed, som de dansksindede i den nordlige del af Tyskland har ventet på i årevis. Grænsen mellem Danmark og Tyskland kan flyttes, men hvor skal den gå, og hvem skal bestemme det? Politikeren H.P. Hanssen sætter alt ind på at få en grænse, der går nord om storbyen Flensborg. Men han er oppe mod stærke kræfter i både Tyskland og Danmark, der har helt andre planer.