Patricia og Jacob Asbæk skabte i 70'erne og 80'erne et kunstimperium, hvor kendte og kongelige flokkedes til deres gallerier, alt imens de fik tre sønner: Thomas, Martin og Pilou. Den yngste er i dag international skuespiller, men de to andre har fulgt i forældrenes fodspor ind i en verden, hvor der aldrig er en kedelig dag!
Patricia troede ikke rigtig på sønnens skuespillerdrømme, men Pilou Asbæk holdt heldigvis fast, så han nu kan invitere mama med til sin store Game of Thrones-premiere i København. Thomas og Tania finder de helt rette ejere til to store værker fra USA, mens Martin gør galleriet klar til en af årets mest hypede udstillinger med Kasper Eistrup.
Patricia og Jacob Asbæk har altid haft gang i store projekter og gallerier, men intet større end CCA Andratx, deres gigantiske kunstcenter på Mallorca. Her både bor og udstiller kunstnere fra hele verden omgivet af fantastisk natur. Men den spanske drøm har haft store konsekvenser, både økonomisk og især personligt - også for de tre sønner; Thomas, Martin og Pilou.
Martin og Betina skal giftes og der spares hverken på pengene eller kunsten. Det er nemlig ikke bare en fejring af deres kærlighed, men også at Martin er kommet ud på den anden side af sit leukæmi-forløb, der nær havde kostet ham livet. Det har påvirket hele Asbæk-familien og derfor lillebror Pilou nu skrevet en selvbiografi, hvor nogle af pengene går til Kræftens Bekæmpelse.
Det kræver sin kvinde at komme ind i Asbæk-klanen og få sin egen plads. Tania forbereder en udstilling med den danske kunstner Evren Tekinoktay, mens Betina klargør åbningen af Arden Asbæk Gallery, som skal ligge i forlængelse af Martin Asbæk Gallery. Og så tager familien til en af verdens største kunstmesser, Art Basel i Schweiz, hvor Thomas ærligt fortæller om det at være bipolar.