Et avisbud i Roskilde slår alarm kl. 6 om morgenen den 24. januar 1999, da han kommer forbi en brændende villa. Da politiet endelig kan komme ind i huset, finder de det forkullede lig af den 88-årige Astrid Beatrice Mortensen. Obduktionen afslører, at hun er blevet stukket ihjel af en bestialsk gerningsmand. Tidligere drabschef ved Midt- og Vestsjællands Politi Ove Pedersen gennemgår efterforskningen af sagen. Han fortæller om de relevante spor i sagen, hvor henvendelser til politiet om en skruetrækker fundet i haven og et halstørklæde fra huset kan give afgørende nye spor, som politiet kan arbejde videre med.