Mexicansk dokumentarfilm fra 2009 I det mexicanske retssystem er man skyldig, indtil det modsatte er bevist. Her er den hjerteskærende beretning om José Antonio Zuñiga, der i 2005 blev udpeget på gaden af en dreng fra bagsædet af en politibil og anklaget for mord. 48 timer senere var han idømt tyve års fængsel for mord på baggrund af et enkelt, usikkert øjenvidne og af en dommer, der aldrig hørte, hvad Antonio havde at sige. De to filmmagere, Roberto Hernandez og Geoffrey Smith, der er advokater, og som Antonios venner har opfordret til at gå ind i sagen, følger Antonio i hans kamp for at få sin sag genoptaget. Det lykkes at få sagen genoptaget, desværre med den samme dommer, men med én stor forskel. Et kamera vil være til stede og følge rettens afgørelse. Gennem Antonios to år lange kamp for at genvinde sin frihed, dokumenterer 'Dømt på forhånd' det modsætningsfyldte i et juridisk system, der antager skyld.