Sagen tager sin begyndelse, da politiet får et usædvanligt tip om et lig i en fryser, som viser sig at holde stik. Men derefter bliver tålmodigheden sat på prøve. Liget er aldeles stivfrossent og derfor umuligt for retsmediciner Hans Petter Hougen at obducere. Liget tager overraskende mange dage om at tø op, og imens venter politiet med efterforskningsleder Ove Pedersen i spidsen ligeledes utålmodigt på besked om, hvad der er sket med liget. Under ventetiden får politiet dog hurtigt en tilståelse, men der er noget, der ikke stemmer i sagen, der i sidste ende tager en højest usædvanlig og makaber drejning.