Måske gør det ikke noget at være født på stenbroen, hvis hjertet banker for havet. De 2 københavnske venner, Adam og David, har siden de var helt små drømt om at sejle og fiske. Derfor lejer de en fiskekutter i Thorsminde på den jyske vestkyst og sejler hele Danmark rundt. Undervejs møder de en række mesterfiskere, som skal lære dem alt om fiskeriet. De 2 venner har overhovedet ingen erfaring, men målet er, at de efter en måned - uden hjælp - selv kan sejle op gennem Øresund og helt ind i centrum af København, med lasten fuld af fisk.