Gennem mere end ti år har en ukendt person udgivet sig for at være Natacha Bækgaard Nielsen fra Ry. Personen opretter profiler på nettet i Natachas navn og kontakter hendes venner og familie med historier og tilbud om grænsesøgende sex. Politiet har forgæves ledt efter personen i årevis. Nu går Discovery ind i jagten på den falske Natacha. Og noget tyder på, at vedkommende skal findes helt tæt på.
Jagten på personen, der de sidste 10 år har plaget Natacha og udgivet sig for at være hende på sociale medier, fortsætter. I jagten på at afsløre gerningspersonen bliver Natacha hypnotiseret. Under hypnosen dukker et navn fra Natachas fortid op, der måske kan få brikkerne til at falde på plads. Men et besøg hos en tidligere samarbejdspartner giver Natacha en chokerende oplysning om hendes digitale dobbeltgænger, der får sagen til endnu engang at tage en uventet drejning.
I over ti år har Natacha Bækgaard Nielsen troet, at hun var det eneste offer for en digital dobbeltgænger, der i årevis har udgivet sig for at være hende. Men da en kvindelig bekendt fra Natachas hjemby afslører en fuldstændig identisk historie, vokser sagen sig meget større end Natacha nogensinde havde forestillet sig. Og pludselig dukker en mystisk falsk profil op, der måske kan opklare, hvem gerningspersonen er.