Da Fidel Ramos i 1992 efterfulgte Corazon Aquino som præsident i Filippinerne, kørte den afgående præsident efter ceremonien væk i en helt almindelig Toyota Crown. Corazon Aquino ville signalere, at hun efter seks år i magtens centrum igen var almindelig borger. Filippinernes første kvindelige præsident genindførte demokrati i det asiatiske land efter 14 års diktatur. Hun vandt i 1986 overraskende præsidentvalget over Ferdinand Marcos, som flygtede til udlandet. Da den første entusiasme havde lagt sig, blev det klart, at Aquino ikke kunne løse de problemer, som Marcos-styret havde efterladt. Hun stod ganske vist bag landets forfatning, som i 1987 blev vedtaget ved en folkeafstemning. Men enken til en myrdet oppositionspolitiker kunne ikke løse landets dårlige økonomi og den udbredte fattigdom. Til gengæld trodsede hun militæret og indledte forhandlinger med landets kommunistiske oprørsbevægelse. Samtidig overlevede hun ikke mindre end syv kupforsøg i sin regeringstid, takket være sin forsvarsminister Fidel Ramos, som også var forsvarschef under diktator Marcos. Corazon Aquino døde i Manila den 31. juli 2009. Hun blev 76 år.