For første gang nogensinde bliver vi lukket indenfor i Nicklas Bendtner og Philine Roepstorffs liv. Vi får fortællingen om deres første møde og deres stormende forelskelse, men vi får også indblik i tankerne om fremtiden, nu hvor Nicklas for første gang i 16 år står uden en fodboldkontrakt. Hele verden og et hav af muligheder ligger for det celebre pars fødder, og både drømmeferie og fælles forretningseventyr kan skimtes i horisonten. Men på én skæbnesvanger nat krakelerer idyllen, og Philine bliver tvunget til at stille sig selv spørgsmålet: Kan kærligheden virkelig overvinde alt?
Forholdet er på frysepunktet efter Nicklas’ fatale bytur, men der er ikke tid til at slikke sårene. Nicklas har nemlig sagt ja til at promovere sin meget omtalte selvbiografi i barndomsklubben Tårnby, og de mange fremmødte fans har ventet spændt på en autograf og et billede med den tidligere Arsenal-stjerne. Derhjemme holder parret stadig facaden oppe, for Philines familie og venner er inviteret til julemiddag, og ingen af dem kender til Nicklas fejltrin.
Efter en hektisk afslutning på Nicklas’ tid i FCK – både på den professionelle front og hjemmefronten, trænger Nicklas og Philine til at trække stikket og tage på kæresteferie til Maldiverne, hvor de både skal fejre jul og nytår. Parforholdet trænger til at blive plejet, men der er ikke helt enighed om, hvordan en ferie skal nydes, da Nicklas forbinder ferie med afslapning, og Philine er fyldt med energi. Til gengæld er rammerne sat for et emne de begge har store drømme om, nemlig deres bryllup.
Nicklas og Philine er taget på kæresteferie til Maldiverne, for at fejre jul sammen, men parret deler ikke helt samme forventninger til den hellige begivenhed. Philine har flere hundredetusinde følgere på Instagram, og en opdateret kamerarulle er naturligvis et must, når man er på ferie så smukt et sted som Maldiverne og samtidig har den perfekte instahusband ved hånden. Philine gør desuden en dyd ud af at indvie sine følgere i alle de skøre ting, hun støder på i sin hverdag – også når hun er på ferie. Det er bare ikke altid, at hendes indslag falder i lige god jord hos hendes følgere.
Nicklas og Philine er på kæresteferie på Maldiverne. Der er tid til at få vendt fremtidige forretningseventyr, et fælles nyt tøjbrand, og når man er på ferie så smukt et sted, skal der naturligvis også tages billeder på den smukke gynge ude i havet – men cykelturen derhen er især en udfordring for Philine, som aldrig cykler. Kæresteidyllen bliver pludselig brudt, da en anden dansker, Burhan G, har indtaget øen – og Philine er nu i skarp konkurrence med Burhan om at få Nicklas’ opmærksomhed.
Kæresteferien på Maldiverne er ved at være slut, men heldigvis er der tid til en omgang parmassage og en sidste hyggelig middag. Hjemme i København viser Philine rundt i den over 300 m2 store lejlighed – men som slet ikke er stor nok. Hvor de ellers skal bo, afhænger dog af, om Nicklas skal spille fodbold igen. Friheden ved ikke at spille tiltaler Nicklas, men det er også svært at slippe fodbolden, der har været så stor del af hans liv. Kan en rolle som manager blive løsningen?
Nicklas og Philine skal ud se på en mulig fremtidig bolig - et hus på 572 m2. Men prisen på 32 millioner er måske lige i overkanten. Nicklas drømmer om, at de skal have hver deres sove- og badeværelse, men Philine er på ingen måde enig. Nicklas har også altid været vant til, at andre har stået for de praktiske huslige pligter, men bliver det et problem? Og så skal Nicklas have venner til middag, så han køber ind i Torvehallerne - et dyrt sted, hvor han lægger mange penge hver uge.
Der kommer venner på besøg, så Nicklas vil for første gang nogensinde kaste sig ud i selv at lave en treretters menu, men det resulterer blandt andet i en skamfering af en ananas til flere hundrede kroner. Philine er stadig ked af, at Nicklas har været hende utro – så hun bestemmer sig for at få fjernet sin LORD-tatovering i nakken, som hun fik lavet i anledning af Nicklas’ fødselsdag sidste år. Og samtidig har hun prioriteret at tage til Stockholm frem for at fejre ham i år.
Nicklas fylder 32 år og skal fejres af sin mor og søn, da Philine er i Stockholm og da der dukker lidt uforudsete forhindringer op, må han væbne sig med tålmodighed. Han fortæller også om sin egen opvækst, hvor der var væsentligt færre penge. Imens ærgrer Philine sig over, at hun ikke er i København. Og efter flere uinteressante henvendelser fra klubber i udlandet, får Nicklas et tilbud, som han og Philine seriøst overvejer. Men de snakker desværre også lidt forbi hinanden.
Nicklas er begyndt på boldtræning med en personlig træner, så han kan være i form til at starte i en fodboldklub med kort varsel. Philine laver et photoshoot for hendes forældres tøjmærke og afslører, at hun ikke har læst Nicklas’ selvbiografi – hun mener, at hun allerede har hørt alle historierne. Og så synes hun, det er underligt at se billeder af Nicklas sammen med andre piger. Og Nicklas tager på udkig efter ”cool ting” i en køkkenbutik, så han kan udfolde sine kulinariske evner.
Philine er i Tel Aviv på et stort photoshoot, der varer flere dage. Hun har altid lidt af hjemve, så det er faktisk svært for hende at rejse alene. Heldigvis arbejder hendes bror også på photoshootet, og så bliver usikkerheden afløst af hygge. Det indebærer blandt andet en kræsen snak om, hvilke af Nicklas’ og Philines gener, der helst ikke skal videregives til deres børn. I København nyder Nicklas at have noget tid for sig selv, og så ser han frem til en pokeraften med gode venner. Tidligere har Nicklas spillet for usandsynligt høje summer, men nu er det kun for sjov og uden de store pengebeløb.
Nicklas og Philine skal have byttet nogle ting inde i byen, og det fører til, at Nicklas laver et sindssygt impulskøb og køber earpods til over 7000 kroner. På fodboldfronten har Nicklas fået et attraktivt tilbud fra en udenlandsk klub, som hans agent skal forhandle videre med. Og på børnefronten er Nicklas og Philine overraskende uenige om tidshorisonten. Mange af Philines veninder har allerede fået børn, og mens Nicklas er klar nu, har Philine brug for at få ro på og genvinde noget af tilliden til Nicklas. Og hun har ikke lyst til at få børn i udlandet.
Nicklas og Philine skal til et stort event med rød løber, og det kræver smykker med klasse og et besøg hos juveleren. Nicklas kan godt lide at give dyre gaver, og en lykkelig Philine finder ud af, at diamanter faktisk er en piges bedste ven. Til gengæld bliver hun meget vred, da Nicklas slet ikke er opmærksom nok, da de skal vælge en kjole til hende. Pludselig er der kommet skred i forhandlingerne med en kinesisk fodboldklub, og både Nicklas og Philine glæder sig meget til at komme af sted.
På grund af coronavirussen er Nicklas og Philines planer om at rejse til Kina desværre aflyst. Nicklas laver en lækker middag til sine drengevenner, mens Philine får lavet øjenbryn og går til boksetræning. Da hun har masser af temperament, kan hun få afreageret i bokseringen - i stedet for, at det går ud over andre. Nicklas overvejer at købe et fornuftigt køretøj til familien. Han mener, han har kørt i næsten alle biler, der findes – men han kunne aldrig finde på at sætte sig ind i en Skoda eller Citrôën.
Philine vil have ryddet ud i de store mængder tøj, Nicklas ikke har tid til at bruge alligevel, så hendes bror kommer forbi for at se, hvad han kan bruge. Nicklas har altid gerne villet skille sig ud og går gerne i kjoler, Chanel-jakker og Louboutin-sko. Og så er det Halloween, hvor Philine og Nicklas går all in på sminke og udklædning. Det kræver blandt andet en glatbarbering, som får Nicklas til at se noget yngre ud.Nicklas overvejer at købe en dyr bil, og da han aldrig har lyttet til andres råd før, har han heller ikke tænkt sig at lytte til Philine, som synes,det er en virkelig dårlig idé
Nicklas og Philine er på besøg hos Philines forældre. Og de synes, ligesom Philine, at det er tosset, at Nicklas dagen efter flyver til Tyskland i et privat jetfly for at købe en Rolls Royce til over to millioner kroner. Især Philines mor lægger ikke fingrene imellem – men det tager Nicklas sig nu ikke af.Philine skal lave et photoshoot med sommerkjoler, men det er hårdt arbejde og en kold fornøjelse ved en blæsende havnefront. Hun bliver dog varm om hjertet, da hun mindes, at det var herude, hun og Nicklas første gang mødte hinanden.
Selvom Nicklas og Philines lejlighed er meget stor, har de ikke plads til alt deres tøj, så Philine går i gang med at sælge en masse af Nicklas’ tøj og sko. Parret er blevet inviteret til en event i en butik hos et stort modebrand, men mens Philine prøver at vælge mellem en taske til 28.000 eller 60.000 kroner, forsvinder Nicklas uden at sige farvel. Og så er Philine efterhånden godt og grundigt træt af, at Nicklas hellere vil gå i spa med sine nye venner, i stedet for at være sammen med hende.
Philine skal på photoshoot i Horsens og fortæller om et vildt modeljob, hun lavede for et par år siden sammen med fodboldstjernen Cristiano Ronaldo. Da det er et gammelt fængsel, Philine skal fotograferes i, mindes hun, hvor ked af det hun var, da Nicklas blev dømt til at bære fodlænke for et overfald på en taxachauffør. I lejligheden i København, som er sat til salg, viser Nicklas sine to selv spillende PH-flygler, som skal gå i arv til hans børn– men som Philine hader. Og han viser desuden sine tatoveringer frem, og fortæller om én, som ikke blev til noget... den skulle nemlig have siddet på de ædlere dele.
Philine regner med snart at stoppe som model og i stedet begynde at designe sit eget tøjmærke. Det giver mest mening, hvis hun vil have børn. Som noget nyt skal hun prøve at være dommer til Danish Beauty Award – en opgave, hun er stolt af at blive udpeget til. Nicklas og Philine hjælper til på Philines forældres lager, og som altid får Nicklas tildelt det letteste job. Han er ikke super motiveret og vil hellere fjolle. Og da han bagefter vil i spa med vennerne, insisterer Philine på, at hun ikke vil stå alene med hans søn og mor.
Nicklas håber på at komme til udlandet og spille efter corona-pandemien - eller at blive træner i en dansk superligaklub. Philine har gemt en masse artikler om hende og Nicklas, og planen er at lave en scrapbog. Hendes bedstemor bidrager flittigt med artikler om Nicklas’ ekskærester, hvilket han ikke helt forstår. Og så kigger parret på mulige indretninger af et nyt hus. Nicklas synes at Philine tænker for stort – og alt for dyrt. Måske hun skulle være blevet kæreste med en milliardær i stedet for en millionær.
Efter Nicklas’ utroskab ved juletid er Philines tillid til ham og troen på deres forhold ved at være genopbygget. Men bølgerne kan stadig godt gå højt mellem de to, og det, der skulle have været en hyggelig date night, ender i et voldsomt skænderi - og Philine,der udvandrer i vrede. Hun holder dog både af Nicklas’ gode og dårlige sider og indrømmer, at han har et usædvanligt kvindetække. Nicklas fortæller, hvordan man planlægger en god date, hvad der har været hans dyreste stævnemøde – og hvilke kvinder, der er nemmere at få fat på end andre.
Nicklas og Philine prøver at komme videre med planerne om deres fælles tøjmærke. Indtil videre hedder det ”Benphy”, hvilket, Philine synes, lyder som noget en 13-årig kunne finde på. Nicklas mener, det er fint, og har i øvrigt megetsvært ved at holde koncentrationen.På vej op til at underskrive kontrakten på deres nye hus, husker parret på dengang, de blev overrasket af gartneren, mens de var i gang med noget meget privat... og det er ikke første gang, det er sket, for hverken Nicklas eller Philine er specielt blufærdige.Og så er Nicklas på nippet til at skamstege et stykke lam, da han tester sine evner i køkkenet.
Nicklas og Philine skal skrive under på kontrakten på deres nye hus, der ligger nord for København. I første omgang lejer de huset, men med en aftale om at kunne købe det, hvis de kan lide at bo der. De er dog lidt uenige om, hvorvidt huset er stort nok – og om der er plads til alt deres tøj. Philine bliver chokeret, da hun opdager hvilke løgne, brugerne på appen Jodel skriver om hende. Og Nicklas skal tage et speedbåds-certifikat sammen med to venner. Han er ret nervøs for den teoretiske del af prøven, da han mildt sagt ikke er et eksamensmenneske.
Mens Nicklas får cyklet og løbetrænet sammen med sine venner, deltager Philine i en podcast, der handler om at være kæreste med en kendt person – og Philine er virkelig ked af, hvordan Nicklas nogle gange bliver rakket ned i medierne. Da Philine havde taleproblemer og læspede voldsomt som yngre, er hun nervøs for, hvordan det vil gå. Hun blev mobbet pga. af sit overbid og blev kaldt for ”Ronaldinho” og ”Fiskefjæs”. Og så fortæller parret om dengang, Philine smadrede en sjælden og eksklusiv magnumflaske, hvilket Nicklas aldrig har tilgivet hende for.
Nicklas er glad for at have fået solgt sin luksuslejlighed i København. Prisen måtte gerne have været lidt højere, men nu kan han og Philine koncentrere sig om flytningen til det nye hus udenfor byen. Det første Nicklas vil have installeret i det nye hjem er en kaffemaskine, hvilket koster blod, sved og tårer - og kræver en opringning til forhandleren. Philines forældre kommer på besøg, og udover at kritisere gulvet, belærer hendes mor også Nicklas om, at der er pant på dåser i Danmark. Han indrømmer, at han smider dem ud, fordi han er blevet for doven.
Det er store flyttedag for Nicklas og Philine, og de er tidligt oppe, da det meste af lejligheden skal pakkes ned og køres til det nye hus nord for København. Philine er meget nervøs for, at hendes mange designertasker ikke klarer turen, mens Nicklas ikke kan overskue at flytte sine 500 par sneakers. Desuden har Nicklas svært ved at holde fokus og går død i flyttearbejdet, så Philine må tage alene op i det nye hus og samle garderobeskabe. Efter en lang dag er der dog heldigvis også tid til at fejre den første nat i huset med champagne og et steambad.
Nicklas har fået tid til at spille golf med nogle venner, men det, der skulle have været alle tiders hyggetur, udarter sig til en golfdag fra helvede – hvor Nicklas i arrigskab hamrer sine køller ned i jorden. I det nye hus kæmper Philine sammen med fire flyttemænd for at få placeret Nicklas’ to store, kæmpetunge PH-flygler til flere millioner kroner – og som Philine hader og helst vil sælge. I det nye hus viser Philine sin lillebror rundt og fortæller om, hvordan hendes egen trygge barndom har været en del anderledes end Nicklas’.
Nicklas og Philine er glade for at bo i deres nye hus, hvor der er fred og ro, men de har desværre allerede haft besøg af ubudne gæster. Pressefotografer, som har taget billeder af deres hjem. Det gør dem både vrede og kede af det. Philine har længe ønsket sig nogle flyveegern, og mens Nicklas er bortrejst i nogle dage, får hun to af dem installeret i hans jagthytte. Da Nicklas bliver præsenteret for de nye kæledyr, er begejstringen mildest talt minimal. Derefter forsøger Nicklas at udvide Philines horisont med en tur på et kunstmuseum – men han synes slet ikke, hendes attitude er seriøs nok.
På en gåtur afslører Philine, at hun har svært ved at kende forskel på geder og får, mens Nicklas bliver skræmt af, at hunden Batman lidt for entusiastisk slikker et får bagi. For at virke mere voksen, køber Philine sit første armbåndsur – og hun bliver helt overrasket over, hvor godt det diamantbesatte ur ser ud. Nicklas har altid samlet på ure og er ikke helt klar over hvor mange, han egentlig har – men det dyreste har kostet 1,1 mio. kr. Og det er ikke kun ure, Nicklas bruger penge på. Han har lige købt en Porsche Turbo fra 1988. Fordi den er fra hans fødselsår – og fordi den klæder ham.
Nicklas og Philine er inviteret til en havefest, hvor temaet er 80’erne og sport – og hvor der bliver dystet i forskellige discipliner. På ejendommen i Nordsjælland er der gang i et hav af byggeprojekter. Nicklas ser frem til at få en multibane med tribune, mens Philine har besøg af en havearkitekt, der ser mange muligheder på grunden. Til sin store sorg er det ene af Philines to flyveegern forsvundet fra sit bur. Det skete i forbindelse med en fest, som Nicklas holdt – men han fastholder, at han ikke har nogen anelse om, hvordan det er sket…
Nicklas og Philine er på en dejlig kæresteferie i Italien, og først da de er kommet hjem igen, opdager de, at der har været paparazzi-fotografer med på rejsen. Philine snakker med en samarbejdspartner om at lave sit eget tøjmærke, for hun har droppet at lave et sammen med Nicklas. Det vil skabe for mange kontroverser mellem de to. Philine er også ude og spise med en veninde, som har svært ved at forholde sig til, at Philine rask væk bruger 65.000 kroner på et spejl. Men Philines forbrug er steget gevaldigt, efter hun er blevet kæreste med Nicklas.
Det danske sommervejr viser sig fra sin værste side, så da Nicklas en dag kommer hjem, er der oversvømmelse i huset i Nordsjælland. Til gengæld er Nicklas for første gang i sit liv fuldstændig gældfri – og det har han tænkt sig at blive ved med at være. I København skal Philine til et modeevent, hvilket hun på ingen måde ser frem til. Hun hader, at folk kigger på hende, og da humøret heller ikke er i top, bliver besøget ultrakort. Philines forældre har 30-års bryllupsdag, og Nicklas er forsinket med den bestilte kage. Men efter at han taget skoene af, får han nu lov til at komme med på familiefotoet alligevel.
Nicklas tager ind til København for at mødes med en fyr, som har udvalgt to fødselsdagsgaver til Philine. Og det sker faktisk ofte, at Nicklas får andre til at stå for den praktiske del af sine gaveindkøb.Efter et voldsomt accelererende skænderi, beder Nicklas Philine om at flytte ud af huset. For at komme lidt væk fra det hele, tager Philine til Göteborg for at hygge sig med en veninde. Og hun indrømmer, at det måske vil være en god ide, hvis hun og Nicklas snakker med en psykolog – fordi deres måde at kommunikere på er meget destruktiv.
Det er Philines 28-års fødselsdag, og hvis det stod til hende, skulle hun og Nicklas have sex elleve gange i den anledning. Men Nicklas må konstatere, at han nu om dage ikke kan tre gange på en dag. I det hele taget er Philine ikke helt tilfreds med parrets sexliv, efter at Nicklas er begyndt at game meget om aftenen. Det går ud over hyggen i soveværelset. Dagen efter overraskes Philine godt og grundigt af sine veninder, som har arrangeret kage, drukspil og en våd aften i byen. Undervejs fortæller Philine om sin første gang.
Nicklas har en travl dag, inden aftenen byder på den første oldboys-kamp på et hold med gamle venner. Først skal han på hospitalet og have scannet sin ankel, så skal han hente en ven, og derefter skal der købes øl til hele holdet, fordi han er debutant. Nicklas er ærgerlig over, at pressen har fundet ud af, at han skal spille, men han glæder sig meget til at hygge og grine sammen med vennerne igen. Philine er ved at designe sin egen tøjkollektion, og hun har fået de første vareprøver og modeller hjem fra Kina. Men hun er desværre meget skuffet over kvaliteten.
Philines tante er på besøg i huset i Nordsjælland for blandt andet at møde Nicklas for første gang. Men da Nicklas sætter sig til at game midt i det hele, bliver Philines skuffet over hans dårlige manerer. Nicklas har længe glædet sig til at få noget mere blæk på kroppen, så nu skal han have lavet tre tatoveringer på én gang.Kort tid efter flyver Philine til Mallorca for at lave et modeljob, hvor hun skal bo og arbejde i en fantastisk villa. Og hun glæder sig egentlig til at få nogle dage væk fra Nicklas - for de har igen haft et stort skænderi.
Philine er på photoshoot på Mallorca, og hendes gode veninde Marie er med som fotograf. Ud over at arbejde og drikke sig fulde sammen, fortsætter de også et 20 år gammelt skænderi om en bordtenniskamp.I Danmark er Nicklas glad for at have et par dage for sig selv, og ud over at tage sig af diverse byggeprojekter og gå i spa, er han begejstret for, at han har fået tilmeldt sig DBU’s træneruddannelse. Men selvom Nicklas og Philine nyder at være væk fra hinanden, afholder det dem ikke fra at gå skævt af hinanden – og det resulterer i et telefonskænderi og mange frustrationer.
Philine har været på Mallorca i tre dage for at skyde et photoshoot. Og da hun ikke er helt færdig med arbejdet, vil hun gerne blive et par dage længere – men hun frygter Nicklas’ reaktion på den besked. I Danmark benytter Nicklas de ekstra dage alene til at tjekke lokalområdet nær deres nye hus nærmere ud. Og til at give et interview med en engelsk radiostation i forbindelse med, at hans selvbiografi er blevet succesfuldt udgivet i Storbritannien.
Nicklas og Philine har længe haft svært ved at finde harmonien i deres parforhold, og de har nu taget konsekvensen og er gået fra hinanden. Eller som Nicklas siger, så holder de ”ferie fra hinanden”, mens Philine ser bruddet som et reelt break-up. Nicklas er flyttet ud af deres fælles hus i Nordsjælland og bor midlertidigt hos sin mor, mens Philine får to veninder til at flytte ind i det store hus, så hun ikke skal være alene. Men der er forskellige måder at tackle et brud på – så Nicklas tager til Italien med nogle kammerater, hvor han traditionen tro køber en flot gave – denne gang en grøn Chanel taske – til Philine.
Nicklas og Philine bor stadig ikke sammen. Det er længe siden, at Nicklas har været i deres hus i Nordsjælland, men husprojekterne fortsætter ufortrødent, så i dag skal han forbi og tjekke op på sin multibane i haven, samtidig med at Philine også er hjemme – og de skal for første gang i lang tid være sammen i huset. Eks-parret bevæger sig en tur ned ad memory lane, da Philine har fundet en masse gamle billeder af de to sammen frem, som egentlig skulle have været en gave til Nicklas. Nicklas og Philines rejse denne sæson slutter i det uvisse, når Nicklas forlader huset med Philine siddende alene tilbage, og konklusionen fra ham er, at det vigtigste er at være lykkelig – og om det sker sammen eller hver for sig, må tiden vise.
Det er blevet december i hjemmet hos Nicklas og Philine, og det betyder jul og juletraditioner. Der skal både fældes juletræ og pyntes op – og det er bestemt ikke alle ting ved julen, som parret er enige om. Og så holder Philine en pigehyggeaften, hvor der både kommer sandheder på bordet og bliver lavet ”ormen” på gulvet.
Et nyt år ligger foran det udfordrede par, og der laves store planer for den nærmeste fremtid. For Philine står den på produktion af fitnessvideoer, som skal hjælpe hendes corona-ramte følgere med at holde formen. Og Nicklas, som er stærkt presset af Corona og savner tid med vennerne, tager lidt før Philine afsted til Dubai med en flok venner.
Selvom Nicklas egentligt burde bruge sit krudt på sin træneruddannelse – eller på Philine for den sags skyld – så bliver dagene mest brugt på sjov og hygge med drengene. Det bliver blandt andet til en tur på Skibakken og indvielse af multibanen hjemme i Høsterkøb. Philine begynder derimod for alvor at sætte spørgsmålstegn ved forholdets holdbarhed.
De seneste mange uger har den svære og dårlige stemning mellem parret vokset sig stor, og Nicklas og Philine har nu truffet en fælles beslutning om endnu engang at stoppe forholdet. Og efter at Philine har haft tre dage til at pakke sine ting ned i huset i Høsterkøb, skal Nicklas tilbage for at se, hvor mange ting, hun rent faktisk har taget med sig.
Efter bruddet har Nicklas fundet tid til at lave flere af de ting, han elsker – at være sammen med sine venner og holde tirsdagsklub, som byder på privatkok og lækre vine. I den nye lejlighed i København er Philine så småt ved at være kommet på plads og har fået købt sig en ting, hun ikke fik taget med fra huset i Høsterkøb.
Nicklas er blevet inviteret på en køretur og podcast med Malte Ebert, også tidligere kendt som Gulddreng, til en snak om livet. Hjemme hos Philine bliver der lagt planer for den nyvundne singletilværelse, samtidig med at hendes video, der fortæller om hende og Nicklas’ brud, bliver offentliggjort på sociale medier.
Philine er på photoshoot i sin egen lejlighed og må agere både vært og model. Og så får hun afsløret, at hun har været på den første date, siden bruddet med Nicklas. Nicklas er taget på shopping med sin mor for at finde lamper og andre småting til huset, efter at Philine har taget en del ting med sig. Og så beslutter Nicklas sig for at mødes med en pige, for at se om han er klar til at kaste sig ud på datingscenen igen.
Endnu engang er den gal for Nicklas og pressen – og hans telefon er så rødglødende, at han overvejer, om han endnu engang må blive nødt til skifte nummer. Philine, hvis humør svinger en del, er blevet inviteret på middagsaftale med den fyr, hun dater. Men hun er ikke helt tryg ved at skulle ud og være offentlig så hurtigt efter bruddet med Nicklas. Med pressen på nakken og alt for mange dårlige nyheder tager Nicklas en hurtig beslutning for at komme i godt humør igen.
Nicklas og Philine nyder deres singleliv. Nicklas er på drengetur i Marbella, hvor der bliver grinet, skålet og scoret igennem, men en artikel om Nicklas’ farvel til fodbold påvirker humøret. Philine skal på date i Skagen med en fyr, hun mødte kort efter bruddet med Nicklas. Daten går ikke helt efter planen, og snart sidder Philine alene i bilen hjemad. Hun får dog revanche på en tur til Italien, hvor en gammel flirt får smilet frem.
Philine og veninden Anna tager på glampingtur. De laver mad over bål og prøver wakeboarding for første gang. Da de skal sove, bliver Anna sendt over i et andet telt, da Philines nye flamme får hendes plads. Så måske er Philines singletid forbi? Nicklas nyder fortsat livet i Marbella - og med en af sine yndlings-hobbies, nemlig at shoppe. Her møder han en Arsenal-fan, der vil fotograferes med ham, og det sætter tankerne i gang.
Nicklas er i strålende humør, da han har udsigt til at købe en 11 meter lang dinosaur til indkørslen. Men han er knap så begejstret over, at folk tager billeder af ham, når han er på date. Philines nye kæreste er midlertidigt flyttet ind hos Philine. Hun synes, det er dejligt, men bliver forfærdet over måden, han hænger tøjbøjlerne på. Og så har hun prøvet at holde ham hemmelig for pressen – men uden held…
Nicklas har længe set frem til at tage på ferie med sin søn og mor. De hygger med at shoppe, tage på stranden - og sammenligne mavemuskler, hvor Nicklas har taget en del på i løbet af sommerferien. SE og HØR vil offentliggøre billeder af Philine og hendes nye kæreste, og Philine synes, hun bliver afpresset til at bekræfte forholdet. Den nyfundne kærlighed er dog så stor, at Philine med glæde tager med til Tyskland, hvor kæresten bor på hotel.
Nicklas er på en hyggelig ferie i Barcelona med sin mor og sin søn. Men efter at have set landskampen, hvor Christian Eriksen falder om, har Nicklas svært ved at svare på sin søns mange bekymrede spørgsmål om døden. Philine er i Heidelberg, da hendes nye kæreste spiller fodbold i den tyske bundesliga. Hun har ikke været så lang tid i byen endnu, og på trods af en eftersigende god stedsans, er det lidt svært at finde rundt.
Philine er til en venindes modeshow i Paris, og hun giver den så meget gas, at hun morgenen efter med imponerende tømmermænd må konstatere, at hun er kæreste med en 22-årig og drikker som en 16-årig. På sin sidste aften i Barcelona fester Nicklas og hans venner også godt og grundigt igennem. Og tilbage i København medvirker Nicklas i finansmanden Lars Seiers podcast, hvor han fortæller om skandalesager fra sin karriere.
Nicklas har efterhånden været på dates med en del piger, men nu han har mødt en svensk model og jurastuderende på 22 år, som han er blevet ekstra glad for. Og så er han ret ligeglad med, at flere ekskærester taler grimt om ham i pressen. Philine er på photoshoot og opdager til sin forfærdelse, at Chanel er stavet forkert på den taske, som hun har givet mange tusinde kroner for. Men humøret er alligevel helt i top og kroppen er fuld af endorfiner, da hun dagen før fik sex 11 gange…
Philine er taget til Ibiza. Men feriestemningen ødelægges noget, da Philine frygter, at hun er gravid – og der er ikke mindre end fem potentielle fædre i spil. Nicklas er igen på solferie sammen med sine drengevenner, og også denne gang bliver der gået til den, når det gælder fest og piger. I sådan en grad, at vennerne beskylder Nicklas for at være en ægte kussemagnet.
Nicklas er ved at være godt smadret efter mange dages fest på ferieøen Mykonos. Og da han finder op til flere grå hår i skægget, mener han ikke, de skyldes hans alder. I København har det været modeuge, og Philine lavede overskrifter i bladene, da hun på indirekte vis havde sin nye kæreste med til et af arrangementerne. Og nu fortryder hun lidt, at hun kaldte sig selv for luder.
Nicklas er hos frisøren og ville ønske, at han havde tålmodighed til at få langt, lyst hår. Men noget andet, han heller ikke har tålmodighed til, det er at barbere sine ædlere dele. Philine er på photoshoot for et nyt tøjbrand og bliver lykkelig, da hendes kæreste pludselig dukker uventet op. Derudover er Philine meget spændt på at se, hvordan hendes hund, Batman, reagerer, når den skal møde sin bror.
I huset i Høsterkøb kæmper Nicklas lidt med at holde styr på de mange smykker, som piger glemmer, når de har været på besøg hos ham. Og så har han været på mange dates med en svensk pige, som han gerne vil lære endnu bedre at kende - så han inviterer hende på en hyggelig weekend til Bornholm. Philine skal også til en tur til soloskinsøen med en veninde og hunden Batman, men da det stormer voldsomt, er de rædselsslagne for sejlturen derover.
Nicklas har gennem længere tid set svenske Clara, og han inviterer hende til grillaften med høje flammer hjemme på terrassen. Nicklas har besluttet sig for aldrig at date danske kvinder igen. Philine er sammen med veninden Marie på Bornholm, og selvom de både cykler på mountainbikes og laver hjemmelavede bolsjer, så er det, der gør størst indtryk på hende, at det er umuligt at opdrive en caffe latte på øen før kl 12.
For Nicklas er det en meget nervepirrende dag. Han skal i retten, hvor det skal afgøres, om han får frakendt sit kørekort, og om hans Porsche til flere millioner kroner bliver konfiskeret. Philine er sammen med veninden Marie på weekendtur på Bornholm. De er ude spise en lækker middag, men Philine bliver generet af to kvinder, som åbenlyst fotograferer hende.
Forholdet mellem Nicklas og Clara blomstrer, og den svenske model og jurastuderende besøger Nicklas i flere gange omgange. Tiden bruges bl.a. på en drabelig bordtenniskamp og en gåtur på Christiania. Philine er i fuld sving med at indrette sin kærestes hus i Tyskland – kæmpesofaen skal udskiftes, og den hæslige blå væg skal males hvid. Hun skal også have købt en fødselsdagsgave til sin kæreste, men ender med kun at købe store mængder af tøj til sig selv.
Nicklas er ved at tage dykkercertifikat og ærgrer sig lidt over, at han bliver nødt til at tisse i sin våddragt. I huset i Høsterkøb er han træt af at bruge tid på at gøre rent og overvejer at få sig en au pair. Philine kæmper med tiden for at nå til Paris for at se sin lillebrors modeshow. Fuldt bookede togafgange, et kæmpe tøjudvalg samt manglende hårvask, er blot nogle af de udfordringer, der skal løses.
Nicklas og Philine er gået hver til sit for længst, men Nicklas dukker til Philines ærgrelse stadig op i hendes liv, da hun får mange beskeder fra andre piger, som fortæller hende om deres oplevelser med ham. Nicklas synes, det er magisk, at han og Clara er på vej mod et mere sammentømret forhold. Uden at han dog har lyst til at bo sammen med hende.
Philine har travlt og rejser meget. Ud over et modeljob i Saudi-Arabien skal hun også passe både sin lejlighed i København og sit hus i Tyskland. Og så er hun irriteret over, at medierne beskylder hendes kæreste for at være kedelig. Nicklas og svenske Clara kalder sig nu for kærester og dater kun hinanden. Clara vil gerne i Tivoli, og her er Nicklas ikke imponeret over hendes færdigheder med bue og pil – eller hendes tro på lykketal. Til gengæld synes han, det er sjovt at få affarvet sit skæg.
Det er efterårsferie og Nicklas hygger sammen med sin familie. Han prøver så vidt muligt at undgå alle sin mors underlige forslag – og undgår også at tabe med vilje, når han spiller ludo og fodbold med sin søn. Philine tilbringer meget tid i en lille by i Tyskland, hvor hun bor sammen med sin kæreste. Og selvom deres forhold stadig er voldsomt hedt på den teenage-agtige måde, så synes hun, at Tyskland er knap så fedt – det er f.eks. helt umuligt at få lavet pæne negle.
Philine er meget i Tyskland, så hun er begyndt at tage online tysklektioner – med blandet succes. Og fordi hun har alt sit udstyr i Danmark, må hun selv flække et fotostativ sammen, når hun skal lave sine influencer-videoer. Nicklas glæder sig til snart at skulle på foredragsturné, og han er i ”Go’ morgen Danmark” for at fortælle om den. Desuden ærgrer han sig stadig over, at han gik glip af en kæmpe dinosaur på en auktion, så nu efterlyser han køberen på Instagram.
I Philines lejlighed i København er der gang i den. Hunden Batman har dårlig mave, en af planterne ligner i mistænkelig grad en hashplante, og så kæmper Philine med at få ryddet ud i sine enorme tøjmængder – inklusiv en af Nicklas’ spilletrøjer. Nicklas har tidligere fået frakendt sit kørekort, men nu må han begynde at tage kørekort igen. Og heldigvis har han fundet frem til ejeren af den kæmpe dinosaur, som han så gerne vil købe til haven.
Nicklas besøger sin kæreste, Clara, i London og går en tur i sit gamle fashionable kvarter med kasinoer, gourmetrestauranter og eksklusive mærkevareforretninger, der lukkede ned for andre kunder, når han købte tøj og smykker til dyre damebekendtskaber. I Tyskland skal Philine se sin kæreste spille mod Bayern München, og hun føler sig meget anderledes end de andre fodboldspilleres kærester. De går ikke med hættetrøje, slår vejrmøller i haven eller går nøgne rundt.
I London nyder Nicklas og Clara hinanden, både på dyre restauranter og på sofaen, hvor de dyster i ”Hvem vil være millionær?”. Nicklas har dog svært ved bare at sige ordet ”kæreste”, når han snakker om Clara. Philine er i København og glæder sig over at være hjemme hos hunden, Batman – og at have travlt med møder og arbejde. Hun er dog ikke så glad for, at et firma har misbrugt billeder af hendes lejlighed.
Philine kigger på grunde i Nordsjælland, hvor hun godt kunne tænke sig at bo sammen med hele familien. Og hun kunne også godt tænke sig snart at blive friet til – det skal bare være i omgivelser, som gør sig godt på billeder. I London går Nicklas bl.a. forbi sin gamle Arsenal-hjemmebane, hvor han kom til som 16-årig og fik opfyldt sine drømme som fodboldspiller. Da han er hjemme igen i Høsterkøb, kaster han sig over en uoverskuelig omgang havearbejde.
Nicklas skal for første gang stå foran et stort publikum og fortælle om sit liv – bl.a. hvordan han har festet med Snoop Dog og Paris Hilton. Og han er meget spændt, før det går løs. Philine er superstolt over at være blevet inviteret til et event af et af verdens største smykkebrands, og det kræver i den grad noget nyt tøj. Derudover gør hun en indsats for at få fjernet hår overalt på kroppen.
Philine overvejer at få en ny dyreven og bliver forelsket i en kærlig hund hos Dyreværnet. Bagefter er hun sammen med sine gamle veninder til lerdueskydning, men da hun ikke kan ramme noget, skyder hun skylden på sin højde. Da Nicklas er blevet frakendt sit kørekort, må han tage cyklen, når han skal købe ind – en beskæftigelse, han slet ikke bryder sig om. Og endelig er Nicklas nået frem til en beslutning ift. at få en kæmpe dinosaur installeret på sin grund…
Nicklas er glad for at have bestået træneruddannelsen, og desuden kunne han også godt tænke sig at blive skuespiller. Han tager forbi Parken, som har betydet meget for ham, siden han som13-årig var tilskuer, og til han stoppede i FCK. Philine tager til Herning for at lave et photoshoot, hvor hun fortæller, at hun har planer om at vente lidt med at blive gravid, så hende og kæresten kan nyde hinanden uden børn.
Nicklas er glad for, at hans kæreste Clara skal møde hele hans familie. Han kunne godt tænke sig at få flere børn, men det skal være med den helt rigtige kvinde. Og så har Nicklas en del planer for, hvad han vil bruge sin tid og penge på i den nærmeste fremtid. Philine kæmper med tiden for at gøre sig klar til et event hos et verdenskendt smykkefirma. Hun håber på, at det kan hjælpe hendes karriereplan om at rykke sig fra at være bikini-blogger til at connecte med high end-brands.