Flere af de lærlinge, vi har talt med, fortæller om oplevelser med en alt for hård tone og en håndværkerjargon, der ifølge dem kan gøre det utrygt at være ny på lærepladsen. Samtidig oplever flere, at der ikke er plads til at begå fejl som lærling, og at lærlinge kan udnyttes som billig arbejdskraft. I dette program dykker vores vært Andreas Kousholt ned i lærlingenes oplevelser og undersøger, om vi egentligt ved nok om, hvordan lærlinge i byggebranchen egentligt har det.
Nogle af de lærlinge, vi har talt med, beretter om fysisk vold på lærepladsen. Andreas Kousholt interviewer en lærling, for hvem læretiden ifølge ham var et flere år langt mareridt. Men han undersøger også, om man som lærling er særligt udsat, når det kommer til sikkerhed på byggepladsen. For ifølge flere lærlinge i dette program kan der blive set stort på sikkerheden, når byggeriet skal være færdigt til tiden.
Byggebranchen har historisk set været befolket af mænd. Vi møder i dette program flere kvindelige lærlinge, som kan fortælle om en sexistisk kultur, ensomhed og fordomme om deres evner.
Vores vært Andreas Kousholt søger i dette program at finde ud af, om der kan ligge nogle strukturer bag de oplevelser, lærlingene i dette program fortæller om. Hvad ønsker lærlingene selv af ændringer, og hvem kan gøre noget ved det? Vi spørger den ansvarlige minister, virksomhederne og fagforeningen 3F, om de kan genkende problemerne.