Anders Lund Madsen rejser til Tjernobyl for at besøge det ødelagte atomkraftværk, som han altid har frygtet, siden det eksploderede i 1986. Anders rejser også tilbage i tiden for at blive klogere på, hvor tæt Danmark egentlig var på at bygge atomkraftværker. Og så tager han til Sverige, hvor han besøger et velfungerende atomkraftværk og deres trygge naboer.
Anders Lund Madsen tager sig en dans med døden, mens han leder efter en radioaktiv kilde i Sønderjylland. Han bliver også inviteret på en måske radioaktiv middag hos en gammel dame, der flyttede tilbage til den forladte zone få år efter ulykken i Ukraine. Og så får han lov til at komme helt ind i det kontrolrum i det ødelagte atomkraftværk, hvor hele ulykken i Tjernobyl startede.
Anders Lund Madsen rejser til Japan for at se, hvordan det står til efter atomkraftværket i Fukushima sprang i luften i 2011. Her besøger han zombie-agtige byer og bygninger, som stadig står, som da de blev forladt. Han undersøger også, hvad der blev af det danske atomaffald. Og så får han lov at komme helt ned i dybet i Finland, hvor de måske har fundet løsningen på, hvor det radioaktive affald skal stå de næste 100.000 år.
Anders Lund Madsen får lov at komme helt tæt på atomkraftværket i Fukushima i Japan. Han tager også et kig ud i atomkraft-fremtiden som byder på smeltet salt og en kunstig sol. Og så besøger han en kvinde i Hiroshima, der lige akkurat overlevede atombomben, da amerikanerne sprængte den under 2. verdenskrig.