Mod alle odds bliver Anker statsminister i 1972. Han har ikke selv søgt jobbet, er ufaglært arbejder og har aldrig været minister. Anker vil kæmpe for arbejderne og de svageste, men han lærer hurtigt, at politik ikke kun kan komme fra hjertet. Han kommer i modvind og står pludselig midt i en oliekrise og en stigende inflation. Den største modstand kommer dog fra egne politiske rækker, hvor Anker må indgå en pagt. Og i hjemmet i Sydhavnen er der også optakt til krise, da ikke alle er begejstrede for den nye opmærksomhed.
Mogens Glistrup og Fremskridtspartiet er buldret ind i Folketinget efter det historiske jordskredsvalg, og Anker må for alvor trække i arbejdstøjet for at erobre vælgerne tilbage. Det er nu, Anker må spille det politiske spil og lægge sin ordentlighed og manglede erfaring til side, hvis han vil gøre sig håb om at bekæmpe populisten.
I en kold tid med økonomisk krise er Anker tvunget til at gå i regering med rivalerne fra Venstre i et forsøg på at redde landets katastrofale økonomi. Han opfordrer samtidig til, at selv de lavestlønnede holder igen. Værre bliver det derfor, da medierne afslører, at hans undervisningsminister, Ritt Bjerregaard, har haft et stort forbrug på Hotel Ritz i Paris under en konference. Anker kan ikke styre sin forargelse og reagerer impulsivt. Inden længe står han i et skæbnevalg mellem SV-regeringen og fagbevægelsen.
