Så er Nu dansk ordbogs fjende nummer 1, Amalie Szigethy, klar med en ny sæson af reportageserien ”Amalies Verden”. Også denne gang får hun selskab af sin underholdende mor, Charlotte – og i denne sæson tilføjes også Paradise-kæresten Peter. I sidste sæson vinkede vi sammen med mor farvel til Amalie, da hun susede fra Rungstedvillaen i en flyttebil for at flytte sammen med Peter, og i dette første afsnit møder vi Peter og Amalie i deres nye fælles hjem i Malmø, hvor de forsøger at bikse en housewarming middag sammen til Charlotte. Amalies mor har da også fået slikket sine sår, efter hun måtte give slip på datteren, faktisk har hun fået gang i lidt af en karriere selv. Hun skal nemlig for første gang stå på egne ben i kendis-verdenen uden Amalie, når hun skal være med i TV3-programmet, ”Til Middag Hos”, hvor især den ene af hendes gæster gør stort indtryk. Amalie har også flyvende fart på karrieren, og hendes pladerelease bliver en hæsblæsende turne rundt i KBH, der ender i TV2s Go Aften studiet på Hovedbanegården. Men trods successen med pladeudgivelsen er Amalie bekymret – for hun har ikke glemt, hvor galt det gik sidst, hun var med i programmet, og angsten for at fejle med endnu en kikset liveoptræden bliver ikke mindre, da manageren Nikolaj smider en ubehagelig overraskelse på bordet.