'Nybyggerne'-vinderne Lise og Michael og deres blå bil Ruth rykker ud til et hjem i Danmark, hvor de skal forvandle et rum for én, som virkelig fortjener det. Og der er nok at se til, for Lise og Michael har kun 24 timer og små budgetter at gøre godt med. I første program er de i Vordingborg, hvor de skal overraske 11-årige Luna med et sejt teenageværelse. Der bliver nok at se til, for Lise og Michael skal både bygge sminkebord og sengehule samt forvandle Lunas rå altan til en grøn oase, hvor hun kan hygge med sine veninder. Lise og Michael laver alt fra bunden, så de får travlt med at save og skrue, hvis Lunas værelse skal nå at stå at klar til den store afsløring.
Lise og Michael har 24 hektiske timer foran sig, når Betina fra Køge skal overraskes af sine voksne børn Mads og Maria. Betina har brug for en stue, der kan give hende mere ro i hverdagen, og det stiller store krav til Lise og Michael, som vil skabe et afslappende rum i det lille hus med store planter, en grå væg og dybe blå nuancer. De knokler for at nå alle maleropgaverne på blot 24 timer, og går på genbrugsjagt efter gode loppefund, som kan give Betinas stue den helt rigtige sjæl - uden at det koster en formue.
I Kalundborg vil søstrene Camilla på 21 år og Signe på 18 år overraske deres mor Trine med en forvandling af hendes gamle, mørke landkøkken. Lise og Michael vil male køkkenet og skabe lys og luft, samt lave en hyggekrog, hvor hele familien kan samles. Men Lise og Michael har vejret imod sig, for regnen står ned i stænger, og skaber problemer for både materialer og tørretider. Køkkenet SKAL stå klar, inden Trine intetanende vender hjem til den store afsløring, men er det overhovedet muligt at forvandle et helt køkken på kun 24 timer?
I Hadsten vil søstrene Susanne på 23 år og Amalie på 18 år overraske deres mor, Vibeke, med en forvandling af familiens roderum til et inspirerende krearum. Nybyggerne Lise og Michael skal finde masser af kreative opbevaringsløsninger, for at få plads til alle Vibekes garnnøgler, sytråd og hobbyartikler. Og hele familien må hjælpe til, hvis det skal lykkes at give Vibeke sit helt eget fristed - et funktionelt og overskueligt krearum.
Carina og Flemming fra Tørring vil overraske deres ældste søn William på ni år med et nyt værelse. William elsker biler, og Michael, der selv er mekaniker og bilentusiast har masser af vilde idéer, så William kan få en drøm af et drengeværelse. Der bliver knoklet med nyt gulv, indbygget seng, og ikke mindst masser af bildele, der skal udsmykke værelset, og skabe den helt rigtige værkstedsstemning. Det hele skal være klar, når intetanende William vender hjem til den store overraskelse.
Lise og Michael er taget til Sønderjylland, hvor de voksne døtre Pernille og Vicki vil overraske deres mor Ina. Roderummet ved siden af carporten skal forvandles til et funktionelt hobbyrum, hvor Ina kan arbejde med sine kreative projekter. Ina er i højt humør over udsigten til at få et nyt hobbyrum, men værre står det til, da Lise og Michael ser det rum, de skal arbejde i. Det er fyldt med ting fra gulv til loft. Kan de nå at få hobbyrummet færdigt til den store afsløring?