Hvordan opklarer man et drab, når man ikke har noget lig? Det spørgsmål måtte Rejseholdets Jens Damborg stille sig selv, da han i 1986 var med til at efterforske et af de mest opsigtsvækkende drab i Danmark. Tonni Lauritzen var forsvundet fra en nedlagt landejendom i Tolne i Nordjylland. Her boede en gruppe småkriminelle mænd, Tolne-banden. Efterforskningen viste hurtigt, at han med stor sandsynlighed var blevet slået ihjel af sine kammerater. Men hvor var liget? Og hvorfor skulle han slås ihjel? Jens Damborg fortæller om opklaringen og tager tilbage til Nordjylland, hvor han møder både pårørende til den dræbte, vidner, og så mødes han også med den ene af de to dømte, der nu er på fri fod.
Det tog Rejseholdet næsten tre år at opklare et af de mest omtalte drab i Danmark. Da 6-årige Joachim fra Randers blev slået ihjel i 1986, blev specialenheden tilkaldt. Men efterforskningen gik langt fra som forventet. Tidligere chef for Rejseholdet Bent Isager-Nielsen fortæller om opklaringen af den sag, der har betydet mest for ham. Gennem møder med nogle af sagens hovedpersoner får vi et indblik i hele efterforskningen - også hvordan politiet tog fejl, så gerningsmanden var på fri fod i tre år og begik nye forbrydelser, inden han blev anholdt og dømt. For første gang kan man se politiets egne optagelser af gerningsmanden, der gav Rejseholdet et unikt indblik i en drabsmands tankegang. NB: Uegnet for børn.
Anita Larsen forsvandt sporløst i 2002. Familien anede ikke, hvad der var sket, og efter næsten to år var politiet stadig på bar bund. Men så besluttede efterforsker Kurt Kragh fra Rejseholdet at kigge nærmere på, om sagen alligevel kunne opklares. Han nulstillede hele efterforskningen og benyttede sin mangeårige erfaring fra utallige drabssager til at stille sig selv spørgsmålet: Hvis jeg havde slået Anita Larsen ihjel, hvad ville jeg så ha gjort af liget? Kurt Kragh giver sin personlige fortælling om, hvordan det lykkedes ham at opklare en sag, hvor gerningsmanden var meget tæt på at have begået den perfekte forbrydelse.
Hvordan opklarer man et drab, når det eneste spor, man har, ender blindt? Rejseholdets efterforsker Tom Christensen fortæller om opklaringen af en sag, hvor et simpelt indbrud gik helt galt, og en mand brutalt blev tævet ihjel med en jernstang. Politiet fandt kun et spor, og efterforskningen viste hurtigt, at offer og gerningsmand slet ikke kendte hinanden. Efterforskerne var derfor nødt til at lægge en fælde og vente på, at gerningsmanden afslørede sig selv. I programmet møder Tom Christensen også den dømte gerningsmand, der nu har afsonet sin straf.
Da en 47-årig kreditchef bliver likvideret med to skud i sin kærestes hjem, begynder Rejseholdets efterforskning i en helt speciel drabssag i Danmark.
Rejseholdets efterforsker Poul B. Andersen tager os med tilbage til en sag, han aldrig har glemt; et voldsomt drab på en 83-årig millionær.
Da liget af en ukendt mand dukker op i en havn, får det politiets efterforskere til at spærre øjnene op. Manden har inden sin død været udsat for tortur.
Hele lokalsamfundet reagerede med afsky og undren, da en ældre mand blev fundet dræbt i sin lade. Efterforsker Tom Christensen går sagen igennem.