I Danmark er der kun et sted, hvor man kan opleve det fænomen, at to øer hænger sammen via en navlestreng, og det er her på Æbelø, som ligger i et slags mini-vadehav 3.5 kilometer nord for Bogense på Fyn. Æbelø er helt speciel med sin unikke facon: Sten, grus og sand føres hele tiden rundt om øen og aflejres i en tange på øens sydlige del, og derfor har Æbelø denne helt specielle facon. Men den lille fredfyldte ø, som man kun kan komme til ved enten at sejle eller gå derover, gemmer også på andre interessante oplevelser: Ann Marker går en tur til Æbelø for at se på det specielle fænomen, at skoven falder i havet - bøgeskoven på øens nordlige skrænter står nemlig plantet med rødderne i Æbelø ler, som skrider ud i store plamager og trækker skoven med sig i faldet. På turen rundt får Ann Marker også besøg af Kirsten Omø, hvis forældre var bestyrere på øen i 1950erne, og hun kan fortælle om, hvordan det var at være teenager og bo så isoleret fra omverdenen uden tv og computer, men med ensomme naboer, som gik og drømte om at få både kæreste og klaver.