Han lærte danskerne at rejse. Idéen, der gjorde præsten fra Tjæreborg til charterkonge var rejser, der var så billige, at enhver kunne få råd til en uge under sydens palmer. I de første år var rejsebureauet et chatol i præstegården, men rejserne gik som varmt brød, og da Tjæreborg Rejser var på sit højeste i midten af 70'erne var det blevet Europas største rejseselskab. Men den økonomiske krise i 80'erne sammen med spørgsmålet om, hvem der skulle overtage efter pastor Krogager, sendte Tjæreborg Rejser i armene på ærkerivalen Spies.