De var helt unge da de besatte Danmark den 9. april 1940. De fleste følte ikke, at de gjorde noget forkert. De handlede blot som fædrelandet og deres fører, Adolf Hitler havde befalet. De kom fra alle dele af det tyske samfund, og de troede på at Tyskland ville sejre. Da krigen begyndte at vende, og sejren ikke længere var helt sikker skabte det tvivl. Men Danmark var et fint land at være soldat i - her åndede der fred og ingen fare.
På vej mod nederlaget. Mod krigens slutning kunne enhver se det - Hitlers hær var presset fra alle sider, flygtningestrømme gik mod nord. Også mod Danmark, og mange tyske soldater i Danmark frygtede at de skulle sættes ind i et sidste desperat forsøg på at vende krigen. Danmark var stadig et fredeligt og sikkert sted at være, men de tyske soldater skulle forberede sig på en usikker fremtid.
I ugerne efter befrielsen maj 1945 marcherede næsten 300.000 tyske soldater ud af Danmark, hjem til et udbombet Tyskland. Det er den største militære operation nogensinde på dansk jord. Og samtidig var det en march, der for mange af de unge tyske soldater var forbundet med død, sult, ydmygelse, og intet at vende hjem til. Der døde flere tyskere på denne march og den efterfølgende internering, end der gjorde under hele krigen i Danmark.