Vi er helt tæt på de tre unge, der alle kæmper for at lægge kriminaliteten bag sig og holde sig ude af fængslerne. Men det er lettere sagt end gjort, når man har levet et liv med vold, stoffer og fængselsdomme. Det er svært at se fremad og fastholde den skrøbelige tilværelse på den rigtige side af loven, når gamle straffe skal afsones og nye retssager truer. Og det er hårdt at sige farvel til det kendte miljø og samtidig holde fast i de mennesker omkring sig, der trækker i den rigtige retning.
I det københavnske bandemiljø ulmer konflikterne og truer med at trække Mickey længere væk fra sin datter og ned i den kriminelle underverden. Livet med fodlænke tærer på parforholdet, og det er svært for Kasper at fastholde motivationen til et almindeligt liv og uddannelse, når bunken af rudekuverter vokser oven på en uoverskuelig gæld. I takt med at terminen nærmer sig for gravide Djoanna, vokser desperationen efter at få en afklaring i den retssag, der kan udløse en fængselsstraf.
Drømmen om en kriminalitetsfri tilværelse synes længere og længere væk for Mickey, mens sagerne mod ham bygger sig op. Advokaten Erbil frygter, at der denne gang venter en lang fængselstraf. Kasper har netop overstået afsoningen med fodlænke, men nu skal han i retten med en gammel sag, og udfaldet skaber alvorlige rystelser i det skrøbelige fundament, som hans nye tilværelse hviler på. Djoannas retssag nærmer sig endelig en afslutning og nu skal det afgøres, om hun får lov at føde sit barn i friheden.