I dag skal nybegynderne lære at lave slalomsving, så de kan bremse, når de suser ned af bakkerne, men til alles store overraskelse stikker Mads Vad pludselig af sted i frygtindgydende fart. Den tur sætter en skræk i livet på ham, men heldigvis har Sophie planlagt en rolig overraskelse dybt inde i de norske skove. Det bliver til en tiltrængt slapper, før der er dømt hård konkurrence - og meget dårlige tabere - i et saftevandsløb.
Master Fatman bliver en del gladere, da han får en personlig skilærer, nemlig den smukke Anna fra Norge. Mads Vad har til gengæld en nærdødsoplevelse, så der er i den grad brug for, at holdet tager på afterski. Festen koger, og Laura Drasbæk lader sig lokke ud i den lokale tradition: Dans på bordet!
Laura Drasbæk styrter og må tage til læge for at finde ud af, om hun overhovedet kan fortsætte i Skiskolen, mens drengene skal lære at stole blindt på hinanden. Det volder problemer for Master Fatman, for kan man overhovedet stole på Robert Hansen, når der kommer fart på skiene? Drengene inviterer Sophie til hygge i hytten, men der er alligevel ingen kære mor næste morgen, hvor Sophie sender Robert, Paw og Mads ud for selv at finde vej på et tåget fjeld.
Det er finaledag, og Skiskolens fem deltagere skal på den ultimative test: De skal for første gang ned ad den sorte piste! Men kan Robert Hansen overvinde sin frygt? Kan Mads Vad glemme sine problemer med at bremse, der før har sendt ham ud i skrækindjagende styrtløb? Og hvad med Master Fatman, der hele ugen har haft svært ved at få skiene til at makke ret? Fatmans hemmelige våben er en guldkappe og en hanekam. Laura Drasbæk har beskadiget sit knæ, men alligevel lader hun sig lokke ud på hurtigere ski af Paw Henriksen.