Nordkaperen går gennem Panamakanalen. Troels Kløvedal og hans besætning, der bl.a. består af Ib Michael og Hanne Danielsen, er atter taget på langfart med Nordkaperen. Denne gang sætter de kursen fra Panama ud i verdens største ocean - Stillehavet. Forude ligger første stop på rejsen, Isla del Coco, hvor sørøverne efter sigende gemte deres enorme skatte.
Nordkaperen er stukket til søs i det store og øde Stillehav. Første stop er Kokosøen, hvor sørøverne gravede deres enorme skatte ned. Efter et besøg på den frodige stillehavsø bliver der også tid til et dyk med bl.a. hammerhajer. Herefter sættes kursen mod næste stop Galapagosørne, hvor fregatfugle, havleguaner og søløver venter.
Påskeøen - verdens ende. Nordkaperen er på vej til verdens ende. Det er den gådefulde Påskeø, der ligger midt ude i Stillehavet som en af verdens mest isolerede øer, med 4.000 km til Tahiti og knapt 5.000 km til Chile.
Tuamoto-atollernes blå laguner. Kursen er sat mod Bounty-mytteristernes ø Pitcairn. Derefter er næste stop Tuamoto-atollernes blå laguner, hvor der fridykkes og harpuneres fisk som tilberedes på stranden i bedste Robinson Crusoe-stil.
Sidste besøg - Tahiti. Nordkaperen er på vej mod Tahiti - rejsens endestation. Besætning og båd har sammen tilbagelagt 6.500 sømil - godt en fjerdedel af jordens omkreds - på verdens mest ensomme ocean.