Da Peter og Sille Sandell mødte hinanden havde han tre børn, og hun havde ét. Men de fire børn blev temmelig hurtigt til fem - så til seks - og nu til hele syv! Og ved siden af storfamilie og jobs har Sille og Peter oven i købet bygget om i flere år, mens de har boet i tre skurvogne, der er koblet sammen, på gårdspladsen på Peters fædrene gård lidt udenfor Ebeltoft. Det er nemlig Peters barndomshjem, de bygger om på, og Petersminde, som gården hedder, har været i familien i generationer. Men nu skal den altså have den helt store tur, og der skal etableres en stribe nye værelser, før storfamilien kan flytte ind. Og selv om de knokler på, trækker det store arbejde ud, og derfor har Peter og Sille kontaktet designer, Natalia Sanchez og skattejæger, Søren Falk, for at bede om hjælp til en smule af arbejdet. Heldigvis er gården omgivet af gode naboer, så med masser af knofedt og gedigne genbrugsfund, kommer familien et lille men signifikant stykke videre med projektet.