Naja er i dag 27 år og drømmer om at blive pædagog. Helt fra hun var spæd, har hun været udsat for misrøgt og overgreb. Hun og hendes søskende blev fjernet fra hjemmet, men igen og igen bragt tilbage til en mor, der ikke evnede at tage sig af dem. Hun har minder om at blive efterladt med en lillebror i dagevis i et sommerhus uden varme, hun husker vold og druk og siden hen også seksuelt misbrug. Hendes mor påstår, at det er pure opspind, og i dokumentarprogrammet drager Naja sammen med Lisbeth Zornig tilbage til en række steder og vidner fra sin barndom for at samle sammen til det endelige opgør med moren.