Vagn og Elin har været gift i 56 år, og Vagn knuselsker sin kone. Men intet er, som det var, for Vagn lider af demens og har svært ved at genkende børn og børnebørn. Det stiller store krav til Elin at passe på ham i døgnet rundt, men trods massiv opbakning fra deres børn er tanken om at sende ham på plejehjem alligevel svær at forlige sig med. 89-årige Anna Bjørslev står også foran sit livs store beslutning. Hun har fået tilbudt en plejehjemsplads, men har endnu ikke besluttet, om hun skal acceptere og udskifte det store parcelhus med en plejehjemsbolig. Mira Jargil og Christian Sønderby Jepsen har fulgt ældre vestjyder, som er kommet til det punkt i livet, hvor svære valg skal træffes.