I seriens første afsnit er vi med 37-årige Carsten på jagt efter dødens købmænd. Carsten er en af de narkobetjente, der har fængslet flest pushere i Danmark, og igennem de seneste syv år har han haft sin daglige gang i Københavns kriminelle undergrundsmiljø, hvor narkotika er et kraftigt stigende problem. Vi får et indblik i de metoder, der skal til for at få bugt med pusherne. Vi er med Carsten på skygninger, ransagninger og anholdelser i jagten på narkohandlere, lige fra den forhutlede gadehandler med et par gram på lommen, til den kyniske mellemhandler, der sælger kokain i kilovis. 'Vi kalder dem dødens købmænd, og jeg vil gerne sætte så mange af dem i fængsel som muligt', siger Carsten.