Bandekrigen hærger, og skudsalverne genlyder i gaderne. Det handler om hierarki, hashhandel og magten i den kriminelle underverden. I to unikke dokumentarer om bandemedlemmerne Lille A og Brian Sandberg giver TV 2 et historisk indblik i miljøet og nogle af de konflikter, der har præget bandekrigen.
De to dokumentarer vises onsdag 10. april og torsdag 11. april og lægger op til en debat om den aktuelle bandekrig. Peter Grønborg er vært, og debatten, der livetekstes, sendes fra København umiddelbart efter dokumentaren torsdag 11. april. Her mødes justitsminister Morten Bødskov (S), politi, socialarbejdere, tidligere og nuværende bandemedlemmer og forældre for at diskutere, hvad vi gør ved banderne, lovløsheden og konflikterne, der har spredt sig til flere byer uden for København, bl.a. Køge, Odense og Aalborg.