Der bliver kæmpet om pengene, når gamemaster Pelle Hvenegaard udfordrer vennerne Filip Emil Nielsen, 23 år, og Philip Schandorff, 22 år, i spillet om kufferten med de 100.000 kroner i denne uges afsnit af Tag pengene og løb. Philip og Filip har kun én time til at gemme kufferten med de 100.000 kroner, før et hold af topprofessionelle efterforskere tilbageholder dem og sætter dem i isolation. De næste 30 timer skal vennerne nu gøre alt for at holde på deres hemmelighed gennem en række af benhårde forhør, hvis pengene skal forblive deres. De to sportstrænede drenge lægger en snedig plan og får en fordel med et stop på hele 23 minutter, der giver dem en enorm aktions-radius, og efterforskerne får nok at se til i forsøget på at klarlægge, hvor drengene har været. Også i afhøringerne kæmper afhørerne med de kække drenge. Se med om Filip og Philip kan klare presset, når efterforskerne tager politihund i brug i denne uges omgang af Tag pengene og løb.