Der bliver for alvor løbet stærkt, når de 19-årige venner Tobias Bøgh Larsen og Sebastian Øris Mortensen denne uge kæmper for at vinde kufferten med 100.000 kroner i Tag pengene og løb. Det hæsblæsende spil styres med hård hånd af gamemaster Ibi Makienok. Tobias og Sebastian har kun én time til at udtænke den perfekte plan og gemme kufferten med de 100.000 kroner, før et hold af topprofessionelle efterforskere tilbageholder dem og sætter dem i isolation. Herefter har afhøringsteamet 30 timer til at afsløre, hvor pengene er gemt. Drengene skal derfor have fundet det perfekte gemmested og modstå de skrappe forhør, hvis pengene skal blive deres. Tobias og Sebastian kender ikke København særligt godt, da de kun har boet i byen i 2 måneder, men alligevel mener de selv at kende til et oplagt gemmested , som de iler til, så snart deres time begynder. Og drengene er i god form, så pengene er hurtigt gemt. Men kan man gemme en kuffert med 100.000 forsvarligt på et sted med masser af kondiløbere og hundeluftere? Og forvente at hverken vidner eller efterforskerne finder dem, før tiden rinder ud? Drengene tager chancen og kun tiden vil vise, om det er galt eller genialt!