I det første program afdækker vi, hvor voldsomt kampen om børnene udspiller sig i tre skilsmissesager, hvor Statsforvaltningen har besluttet, at børn ikke længere skal se deres far eller mor. Skilsmisseforældrene har alle mistet kontakten til deres børn. De oplever, at deres tidligere partner retter voldsomme beskyldninger mod dem og uberettiget holder deres børn væk fra dem. Førende eksperter bekræfter, at myndighederne ikke er klædt på til at behandle de konfliktfyldte sager. Det får den utilsigtede konsekvens, at systemet kommer til at belønne de forældre, som trækker sagerne ud og optrapper konflikterne.
I andet program om skilsmissebørn ser vi på, hvordan skilsmissebørnenes udsagn kommer til at virke som et våben i kampen mellem forældrene. Når Statsforvaltningen beslutter, at børn ikke længere skal se deres far eller mor, er det ofte på baggrund af samtaler med børnene. Vi møder forældre, der oplever, at deres børn efter længere tids uberettiget adskillelse pludselig tager kraftigt afstand fra dem. Børnene kommer med voldsomme beskyldninger mod dem i samtalerne med Statsforvaltningens børnesagkyndige. Førende eksperter mener, at undersøgelserne af børnene er for overfladiske til at vurdere, om børnene er blevet presset til at frasige sig deres far eller mor.
I det sidste program om børn og skilsmisser afdækker vi konsekvenserne for børnene af, at skilsmissesagerne trækker ud, uden at myndighederne får behandlet sagerne eller grebet ind. Vi møder et barn, der trodser Statsforvaltningens afgørelse og tager sagen i egen hånd. Tre gange stikker hun af fra sin mor hen til sin far, og nu kommer politi og fogeden for at hente hende. Vi følger en mor i hendes kamp for at få myndighederne til at hjælpe hendes to børn til at få kontakt til hende igen. Førende eksperter bekræfter, at børnene kommer til at lide under de lange sagsbehandlingstider og de manglende kompetencer hos myndighederne.