I program 4 i serien om kolonihaveliv tager vi til Åbyhøj lidt uden for Aarhus og besøger Lissi Jensen og Palle Østrup, som har haft deres kolonihave i 29 år. Lissi og Palle bor i vinterhalvåret i en 3-værelses lejlighed i centrum af Aarhus og kunne ikke forstille sig at bo langt væk fra byen. Derfor valgte de i sin tid at købe en kolonihave, som de har renoveret løbende gennem årene, så den i dag fremstår som en miniudgave af et parcelhus, hvor de har alt, hvad de skal bruge, for at kunne bo der hele sommerhalvåret. En af de helt gamle og velbevarede traditioner i kolonihaveforeningerne er præmiering af de mest veldyrkede haver. I programmet fortæller formand for kolonihaveforbundet Preben Jacobsen historien om præmiering af haver, samt hvilket formål præmieringerne havde den gang og i dag. Antropolog Kirstine Cool giver et indblik i, hvordan kolonisterne på forskellig vis bebor kolonihaverne, og fortæller at forståelsen af det gode kolonihaveliv er vidt forskellig, hvis man spørger den gamle generation af kolonister i forhold til den unge generation.